Distance - Marcus og Martinus

Del 23. - kendte!

"Nåår ja, jeg synes bare jeg havde hørt det før" sagde Jonas og hentede sin mobil. Jeg kiggede dumt på ham og satte mig ved spisebordet.

"Wow" udbrød Jonas kort tid efter. Han tog en hånd for munden og kiggede på ham. "Du har lige tilbragt en ferie med Norges største popfænomener" mumlede Jonas og kiggede igen på hans mobil. Jeg kiggede mærkeligt på ham. "Og hvad mener du så lige med det?" Spurgte jeg ham dumt. Jeg rejste mig og gik over til ham så jeg kunne se hvad han lavede på mobilen.

Han søgte på Marcus og Martinus. En masse billeder kom frem. Jeg kiggede lidt på dem. Det var dem. Shit. Hvorfor fanden har Martinus ikke sagt noget om det? Jeg var virkelig forvirret. "Må jeg se" min mor kom også over og kiggede på billederne og artiklerne. "Hold da op" udbrød hun. "Har Martinus slet ikke sagt noget om det?" Jonas kiggede mærkeligt på mig. Jeg rystede på hovedet. Nu skulle der stalkes. Jeg blev nødt til at finde ud af hvem de helt præcist var. Hvorfor fanden kendte jeg dem ikke? Hvorfor havde han ikke sagt noget?

Jeg gik ind på værelset og fandt min mobil. Martinus havde sendt en masse snaps siden jeg sidst tjekkede min mobil. Han skrev at han savnede mig osv. Jeg svarede ham ikke. Jeg blev nødt til lige at finde ud af lidt mere.

Martinus' synsvinkel.

Jeg havde nærmest spammet Laura med snaps. Jeg kedede mig i flyet og så savnede jeg hende også allerede. Hun havde set snapsene, men hun havde ikke svaret. Mærkeligt? Hun plejer altid at svare.
Jeg lagde mobilen væk og sad og redigerede en Vlog fra ferien. Marcus sad ved siden af og hørte musik. Mor, far og Emma sad foran os.

Jeg havde hele tiden Laura i hovedet, så det var svært at koncentrere sig om vloggen. Jeg tog en tår af min iste og lukkede øjnene. Jeg kunne ikke vente med at skulle åbne gaven Laura havde givet mig.

Lauras synsvinkel.

Jeg havde læst en masse artikler om drengene. De havde vist sig at være kendte over hele Norge og faktisk også i Danmark, jeg havde bare aldrig hørt om dem. De lavede musik så det havde jeg lyttet lidt til. Det lød egentlig fint, men jeg var for sur og skuffet over, at Martinus ikke havde sagt noget, at jeg ikke kunne holde ud at høre på det.
Jeg smed surt mobilen væk og gemte hovedet i puden. Det var så sindssygt. Jeg var bare så ked af det og sur lige nu...

•••
Endelig et kapitel mere, Eyy skriv en kommentar for mere og hvis i har lyst, så stil mig nogle spørgsmål<33