Distance - Marcus og Martinus

Del 91. - "hun har det fint"

Jeg sagde farvel til maja og lukkede computeren. Min mobil ringede. Det var min mor. Shit. Jeg havde ikke snakket med hende i lidt tid. Jeg overvejede faktisk at lade være med at tage den. Hvad nu hvis hun sagde jeg skulle hjem? Det ville jeg ikke kunne klare.

Jeg tog den alligevel og sank en klump. "Hallo?" Mumlede jeg og hørte med det samme min mors glade stemme. "Hej skat! Jeg var lige ved at tro du ikke tog den" sagde hun og grinte lidt. Jeg grinte lidt akavet. "Hvad ville du?" Spurgte jeg hende. "Har du da travlt?" Spurgte hun. Jeg kiggede lidt rundt på værelset. "Ikke rigtig" sagde jeg og grinte lidt.
"Godt for jeg har altså noget at fortælle" sagde hun. Jeg kunne mærke hun smilede helt vildt. "Jaer?" Spurgte jeg ik utålmodigt. "Ja altså ikke nu! Far skal også lige komme hjem fra arbejde, men kan du FaceTime i aften klokken otte?" Spurgte hun. "Øhm.. ja?" Svarede jeg. Hvad mon de ville sige?

Martinus' synsvinkel.

Vi var lige blevet færdigt med det første interview. Jeg ringede hurtigt til Laura for lige at sikre mig hun havde det fint, men telefonsvareren kunne høres med det samme. Jeg lagde på. Mærkeligt. Hvad mon hun lavede? "Hva så?" Spurgte Marcus. Jeg trak på skuldrene. "Laura tager bare ikke sin mobil" mumlede jeg. Marcus rullede med øjnene og grinte lidt. "Har du seriøst ringet til hende?" Spurgte han grinende. "Ja?" Mumlede jeg mærkeligt. "Martinus du er den mest overbeskyttende kæreste man kan få" sagde Marcus og slog mig på skulderen. Jeg trak bare på skuldrene. "Hun har det fint. Måske snakker hun i telefon. Kom så, vi skal videre" sagde Marcus og trak mig med over til bilen. Vi satte os ind og kørte mod det næste interview.

•••
Hvem kommer d. 9/2? <3