Distance - Marcus og Martinus

Del 47. - ikke en selvfølge

Martinus' synsvinkel.

Jeg pakkede hurtigt mobilen væk da jeg kunne mærke på Laura, at hun var ved at vågne. Hun havde sovet i et godt stykke tid. Men jeg nød at sidde og bare betragte hendes sovende ansigt. Hun er det smukkeste.

Hun åbnede stille hendes smukke blå øjne. Jeg kiggede smilende på hende og blev blød i knæene. Hun smilede og satte sig lidt op i sofaen. "Hvor lang tid har jeg sovet?" Mumlede hun træt. Hendes hår var helt uglet. "Aner det ikke. En halv time tror jeg" sagde jeg og smilede Endnu mere. Hun strak sig og gabte. "Skal vi gå hjem, vi skal vist snart have frokost" Spurgte jeg og smilede skævt. Hun nikkede så vi rejste os op og gik ud af skolen.

"Tak fordi du ville vise mig det" sagde Laura da vi var på vej hjem. Jeg kiggede op på hende. "Selvfølgelig" smilede jeg. Hun trak lidt på skuldrene og kiggede på mig. "Det er da ikke en selvfølge at vise ens "private" sted, hvor man kan være alene" sagde hun og kiggede mig direkte i øjnene. "Nej, men altså, du betyder meget for mig så jeg vil gerne dele det med dig" sagde jeg og smilede lidt. Hun brød øjenkontakten og gik smilende videre. "Du Sød" mumlede hun, det var sikkert ikke meningen jeg skulle høre det, men det gjorde jeg. "I ligemåde" sagde jeg og puffede lidt til hende. Hun kiggede smilende på mig og  begyndte at løbe. "Hvem kommer først?!" Råbte hun. Jeg satte i løb, og spurtede efter hende.

•••
Sry hvis jeg ikke har opdateret så meget de seneste dage/uger. Når jeg så har opdateret har det Måske ikke altid været ordentligt, men jeg vil prøve at gøre det bedre. Jeg har haft ret travlt og også været syg Nogle dage. Der er mange der har spurgt om jeg ikke kan skrive længere kapitler, jeg vil prøve på det, men jeg vil stadig ikke lave dem for lange da det tager lang tid for hver gang jeg skal skrive + det er ikke alle der magter og læse så lange, men jeg vil prøve;)

- tak fordi i læser med, det betyder utrolig meget for mig! <3