Distance - Marcus og Martinus

Del 74. - "sig noget?!"

"Altså.. min mor og far ved egentligt ikke helt, at jeg er her. Eller det ved de nu for mor ringede i morges, men jeg stak af om morgenen og endte helt tilfældigt her" sagde jeg. Martinus smilede skævt. Han sagde ingenting, sad bare og smilede.
Jeg blev utåldmodig og skubbede lidt til ham. "Sig noget!?" Sagde jeg Grinende. Han smilte Endnu mere. "Det ved jeg sku da godt. Jeg kunne Ligesom godt regne det ud, jeg kender dig efterhånden" sagde han og smilte drillende. "Men tal Fordi du kom, ellers var det nok mig der var stukket af" fortsatte han. Jeg sad bare med åben mund. Han kendte mig altså for godt. Jeg grinte lidt og kyssede ham. Han smilte og kyssede med.
Kysset blev afbrudt af min mobil der ringede. Jeg sukkede og tog den. "Hallo" sagde jeg træt. Min mors stemme lød i røret. "Hej skat, Øhm jeg har lige talt med Jonas. Han har fortalt alt om hvordan du har haft det. Jeg er virkelig ked af jeg ikke har opdaget det. Far og jeg har lige snakket sammen og vi har besluttet at du gerne må blive i Norge i Nogle uger. Jeg er sikker på Du har brug for det.. og drengene kan passe godt på dig" et smil formede sig på mine læber. Martinus kiggede spørgende på mig. Jeg var nærmest mundlam. "Tusind tak mor" det var det eneste jeg lige kunne sige. Martinus smilte lidt. Han kunne sikkert se på mig, at jeg blev glad. "Det var så lidt skat, vi ringes bare ved ikke. Hyg dig skat, jeg elsker dig" sagde hun. "Vi ses" sagde jeg og lagde derefter på.

Martinus kiggede spørgende på mig og kørte en hånd igennem sit morgenhår. "Jeg må gerne blive her Nogle uger" jeg kunne ikke helt Finde ud af om det var godt, for allerhelst ville jeg være her resten af mit liv, men det kunne jeg Ligesom ikke, så det her var sikkert en god realistisk løsning. Det lød rigtig voksent.
"Seriøst?" Martinus smilede helt vildt. Jeg nikkede og blev overfaldt i et kæmpe kram.

•••
<33