Distance - Marcus og Martinus

Del 92. - opkaldet.

Lauras synsvinkel.

Jeg sagde farvel til min mor og lagde røret på. Jeg smed mig bagover i sengen og lå og stirrede op i loftet i nogle minutter. Jeg var alt for spændt på at høre hvad de ville sige, til at vente. Bare det ikke var noget trist. Altså for mig haha.

Jeg skulle til at skrive en SMS til Martinus da jeg så han havde ringet. Jeg ringede derfor tilbage til ham.

Martinus' synsvinkel.

Vi var lige gået i gang med et liveprogram. Jeg var altid lidt mere nervøs, når det var live. Marcus var som sædvanlig bare stille og rolig. Journalisten skulle til at spørge om det andet spørgsmål da hun blev afbrudt af en telefon der ringede. Jeg kunne med det samme mærke min brumme i lommen. Jeg rødmede lidt og tog den op. "Hov, den bliver jeg nødt til at tage" mumlede jeg undskyldende og løb ud backstage. Min far lavede nogle mærkelige ansigter til mig. Han lignede en der var træt af mig.

Jeg tog røret og hørte med det samme Lauras glade stemme. Jeg smilte stort. "Hej skat, hva så?" Spurgte jeg hende. "Jeg kunne se du havde ringet?" Spurgte hun. "Nå ja, øhm jeg ville egentlig bare sikre mig du var ok" sagde jeg. Hun grinte lidt. "Hvad har du lavet?" Spurgte jeg og kom også til at grine lidt. "Jeg har snakket med min mor. Hun skal fortælle mig noget vigtigt i aften og jeg kan ikke vente" sagde hun ivrigt og grinte lidt. "Uhh spændende, men øhm jeg sidder faktisk lige midt i et liveprogram, så jeg bliver nok nødt til at løbe" sagde jeg og grinte undskyldende. "Hvorfor i alverden har du så taget din telefon Martinus?" Spurgte hun mig dumt. "Fordi det var dig der ringede, hej hej" sagde jeg og lavede luftkys mod røret, hvor efter jeg lagde på.

•••
Over 32k læsere?! Tusind tak!