Distance - Marcus og Martinus

Del 66. - "on my way home"

Jeg blev vækket af en stemme i højtaleren. "Vi lander om Nogle minutter. Jeg må bede alle om at tage selen på og sidde roligt i Sædet.
Jeg gjorde som hun sagde og lænte mig tilbage i sædet. Stewardessen gik forbi for at tjekke og smilede venligt til mig. Jeg smilede stort tilbage. Jeg kunne Ligeså stille mærke spændingen boble op. Tænk jeg skulle se ham nu! Jeg Håber virkelig han bliver glad, men hvorfor skulle han ikke blive det..?

Jeg kiggede ud af det lille flyvindue. Der var en masse huse og Bjerge i baggrunden. Jeg skulle med en slags bus, når jeg var landet i Oslo, hele vejen til trofors. Det var en rimelig lang køretur, men alt for at se Martinus igen.

2 timer senere sad jeg på et lille sæde med en stor tyk dame ved siden af. Hun snakkede med mig hele tiden, men jeg var så træt så jeg orkede det virkelig ikke.
Jeg kiggede ud af vinduet og sad bare og stirrede på trærne, sneen og bjergene vi kørte forbi.
Turen gik egentlig hurtigere end forventet fordi jeg bare sad og halvsov. Og så var der jo heller ikke så meget trafik her oppe i skovene.

"Alle der skal af ved Trofors Station kan gå af nu" blev der sagt i sådan en minihøjtaler. Jeg rejste mig med et sæt og tog mine ting. Den tykke dame ved siden af mig vinkede smilende. Jeg vinkede smilende tilbage og gik ud af bussen. Jeg trak min kuffert over den lille station og ud mod hovedvejen, jeg vidste førte forbi drengenes  hus.

Jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave, der begyndte at flyve rundt. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv af glæde over at skulle se ham igen, og selvfølgelig også Marcus.

•••
Hvad synes i?