Distance - Marcus og Martinus

Del 58. - "vil du love mig en ting?"

Jeg sad bare på jorden og stirrede ud i luften da jeg lidt efter kunne høre en komme løbende. Jeg vendte mig om og så Jonas' bekymrede ansigt.
"Hvad er der sket?!" Spurgte han og kiggede alvorligt på mig. "Du er jo helt hvid i hovedet" sagde han og aede mig lidt på kinden. "Jeg har bare ikke fået så meget at spise.." mumlede jeg og fik kvalme. "Hvorfor har du ikke det?" Spurgte Jonas alvorligt. Jeg kiggede lidt ned i jorden. "Laura" han løftede mit ansigt.
"Altså.. jeg har ingen appetit... jeg tror det er fordi jeg er så ked af det på grund af det med Martinus" Fik jeg fremstammet. Han satte sig ned ved siden af mig. "Men du kan jo ikke bare lade være med at spise på grund af Martinus" sagde han sukkende. Jeg trak på skuldrene. "Åbenbart"

"Kom, nu skal du hjem" sagde han og rejste mig op. Han holdt en arm under mine for at holde mig oppe. Jeg var helt slap og havde ingen energi. "Jonas du må ikke sige det til mor og far" mumlede jeg da vi var på vej hjem. Han grinte lidt. "Det kan jeg jo ikke lade være med, se på dig" sagde han og smilede skævt. "Vi kan bare sige jeg er syg?!" Jeg blev irriteret. Min plan ville aldrig lykkes hvis mor og far fik det her at vide.

"Vil du love mig en ting?" Spurgte Jonas da vi var næsten hjemme. Jeg nikkede stille. "At spise igen når du ser Martinus" sagde han og smilede skævt til mig. "Selvfølgelig, men det kommer jeg snart til" sagde jeg og smilte stolt. "Nå, skal i endelig mødes igen?" Spurgte han overrasket. "Nej, men jeg har en plan" sagde jeg og smilte endnu mere stolt.

•••
- elsker seriøst moments