Lauras synsvinkel.
Jeg stod bare og så efter Martinus. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg var allerede knust og han var kun lige taget afsted. Vi havde virkelig knyttet bånd hurtigt.
Jeg havde stadig et billede af ham i hovedet med tårer i øjnene. Jeg vendte om efter lidt tid og tog en taxa tilbage til hotellet.
Jeg sad med min mobil hele vejen til hotellet. Jeg snappede med Martinus. Deres fly var lige lettet.
Ti minutter senere var jeg tilbage til hotellet. Jeg traskede ovenpå. Jeg havde bare lyst til at være alene, men jeg vidste at jeg bare ville være derpri hvis jeg var alene, så jeg gik ind til de andre. "hej skat" smilede min mor. Hun kunne hurtigt se jeg var ked af det. "Aaw kom her skat" sagde hun og trak mig ind i et kram. Jeg sad lidt, men flyttede mig så. "Laura hvad var det nu de der drenge hed?" Spurgte min bror pludselig. "Marcus og Martinus hvorfor?" Svarede jeg ham...
•••
Sry for kort kapitel, synes den skulle slutte her haha<3
KAMU SEDANG MEMBACA
Distance - Marcus og Martinus
Fiksi PenggemarAfstand er en stor ting, men hvis man virkelig elsker hinanden er det vel ligemeget, eller hvad? ... Håber i vil læse med<3
