Distance - Marcus og Martinus

Del 62. - lennard og laura...

Vi gik ned ad vejen og ind i familiens indkørsel. "Smil Martinus" sagde Marcus og gav mig et lille klem med den ene arm. Jeg smilede skævt og nikkede lidt. Vi blev hurtigt lukket ind af Lennard.

Han smilede over hele fjæset som altid, men ændrede hurtigt ansigt da han så mig. Jeg kunne virkelig ikke få mig selv til at smile lige nu. Der var kun en ting i mit hoved lige nu. Laura. At jeg ville have hende lige her indtil mig og kysse hende. Men hun var her ikke. "U Okay?" Spurgte lennard og puffede til mig. Jeg trak på skuldrene. Vi plejede altid at have det skide sjovt sammen når Marcus og jeg endelig var hjemme så det var klart han med det samme kunne mærke der var noget galt.
"Laura" mumlede jeg. Marcus og jeg havde fortalt om hende så han vidste godt hvem hun var. "Ugh.. jeg vil altså møde hende en dag, hun lyder virkelig Sød siden du altid tænker på hende" sagde han lidt drillende. Et lille smil formede sig på vores læber. "Jae, det må du vel".

Lauras synsvinkel.

Jeg lå stadig i sengen. Jeg var virkelig træt. Min mor kom ind med noget pasta. Hun smilede lidt og stilte det ved siden af sengen og gik ud igen. Jeg kiggede på det, men fik kvalme. Jeg lagde mig ned under dynen og faldt i søvn.

•••
Hvem kommer til bogsigneringen?