Distance - Marcus og Martinus

Del 96. - en fantastisk nyhed!

Vi var begge faldet i søvn kort tid efter martinus var kommet hjem. Klokken var nu ca. Kvart over 10 om morgenen.
Jeg var lige vågnet. Jeg lå og stirrede på martinus' sovende ansigt. Jeg kørte en hånd igennem hans bløde hår.
Han åbnede øjnene og smilte stort da han så mig. "Godmorgen" sagde han med den sødeste morgenstemme og det sødeste smil klistret på læberne.
"Godmorgen" sagde jeg og smilede stort.
"Hvad er der?" Spurgte Martinus mig og Grinede lidt. Jeg smilede Endnu mere, men sagde ikke noget.
"Gud ja! Du snakkede med dine forældre i går ikke?!" Udbrød han. Jeg nikkede ivrigt. "Hvad ville de så sige?" Spurgte han nysgerrigt og satte sig lidt op i sengen.
"Øhm... altså. Min far har sagt sit job op da han ikke rigtig syntes om det mere og så tænkte min mor på mig. Hun havde åbenbart i lang tid, gået og tænkt på at flytte herop. Hun kunne mærke, se og høre på mig, hvor glad jeg var i dit og marcus' selvskab..." forklarede jeg. Martinus' ansigt ændrede sig fra nysgerrigt til et kæmpe smil. Han sagde ingenting. Han smilede bare helt vildt.

"Så.?" Spurgte han efter lidt tid. "Såe.. nu leder de vist efter et sted at bo. Tæt herpå. Så når i endelig er hjemme kan jeg være sammen med jer og når i ikke er, er jeg her og går i skole"Martinus afbrød mig. "Eller med på "arbejde" sagde han og smilede lidt. "Jep" sagde jeg.

"Hvad synes du om det?" Spurgte jeg ham.
Hvad nu hvis han ikke synes om det. Hvad nu hvis han synes det blev for meget og han egentlig godt ville have en pause fra mig, hvad nu hvis..." Martinus afbrød min tankestrøm.
"Jeg kunne ikke være kommet med en bedre ide selv!" Udbrød han og trak mig ind i et langt og dejligt kys.

•••
Hvor skal i holde jul? 🎄