Distance - Marcus og Martinus

Del 53. - "bare lad hende være"

2 dage senere.

Lauras synsvinkel.

Jeg var lige kommet hjem fra skole. Jeg kastede mig i sengen og trak dynen op over mig. Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn. Jeg havde alligevel ikke energi til at lave noget.
Jeg var i det værste humør. Jeg var aldrig været så langt nede på bunden, som nu. Jeg savnede Martinus så forfærdeligt meget. Det var ubeskriveligt. Følelse af ikke at kunne være sammen med den man allerhelst vil være sammen med.

To timer senere vågnede jeg ved at min bror bankede på døren. "Der er mad" mumlede han og smilede skævt til mig. "Hvad smiler du for, der er ingenting at smile for" mumlede jeg og kiggede på ham med et tomt blik. "Laura du bliver nødt til at komme videre, du kan jo ikke bare spilde dit liv, fordi du ikke kan være sammen med en eller anden random dreng hvis navn er Martinus" sagde Jonas og kiggede alvorligt på mig. "Du forstår det ikke, du har heller aldrig prøvet at elske en så meget" sagde jeg og rejste mig langsomt. "Nej men.." jeg afbrød ham. "Bare la vær med at sige noget" sagde jeg og gik hurtigt forbi ham.

Jeg gik ud i køkkenet og satte mig ved spisebordet. Min mor havde lavet mad. Mine forældre kom ind og satte sig.

Vi spiste i stilhed, men der gik ikke lang tid før min mor synes hun skulle blande sig. "Skat... vil du ikke snakke lidt om det, og Måske prøve at blive glad igen" sagde hun. Jeg kunne fornemme hun kiggede på mig. Jeg skravede lidt i min tallerken med gaffelen og kiggede op på hende med et tomt blik. "Nej for der er ikke noget der kan ændre på mit humør så længe Martinus ikke er her" sagde jeg og spiste stille videre. Men jeg spyttede maden ud lige efter. Ned på min tallerken. Det gav mig kvalme. Jeg havde ikke lyst til at spise. "Ej skat" mumlede min mor. Jeg rejste mig og gik op på mit værelse. Jeg ville bare være alene. Jeg nåede lige at høre mim bror sige "ikke gå derop, bare lad hende være". Tak bror.

•••
Stem og kommenter for mere !