Distance - Marcus og Martinus

Del 67. - en skikkelse på hovedvejen...

Jeg gik op ad den store vej og kunne efterhånden se et stort hvidt hus bag Nogle grantræer. Jeg gik med hurtigere og hurtigere skridt og med et var jeg så tæt på, at jeg kunne se nogen nede i haven.

En glædeståre løb stille ned ad min kind da jeg så hvem det var. Martinus og Marcus spillede fodbold nede i haven. De havde begge træningstøj på og fodboldstøvler. Jeg satte kufferten lidt ned på jorden og stod bare og betragtede dem spille. Tårerne løb en efter en ned ad mine kinder, men jeg var 100 på, at det var glædestårer.

Pludselig ser jeg Marcus der overrasket peger op på mig. Han står bare med åben mund og et lille smil på vej ud på læberne. Der går lidt tid før Martinus også vender sig om og kigger op mod vejen, hvor jeg bare står og stirrer.
Jeg fornemmer, hvordan et lille smil kommer frem på hans læber idet han sætter i løb op mod mig.

Martinus' synsvinkel.

Marcus og jeg var gået ud for at spille fodbold. Det var så dejligt når man havde været i skole hele dagen. Vi stod og prøvede at score på hinanden. Altså mål:)
Pludselig skyder jeg bolden over mod hans mål, men han reagerer ikke. Han står bare og stirrer op mod hegnet. Pludselig peger han også derop. Jeg kigger ikke i starten, for han prøver sikkert bare at snyde mig for at kunne score på mål. "Hvad er der Marcus?!" Spørger jeg efter lidt tid og slår ud med armene. "Se" mumler han og smiler lidt.

Jeg vender mig stille rundt og ser med det samme en pige stå oppe på vejen. Der står en kuffert ved siden af hende. Jeg vender mig helt op og falder i staver. Det kan da ikke passe?! Er det virkelig Laura? En tåre løber stille ned ad min kind. Lige i det øjeblik går det op for mig, hvor meget jeg har savnet hende og hvor meget jeg elsker hende.
Jeg sætter i løb op til hende. Jeg springer over det lille hvide hegn rundt om vores have og spurter glad op til hende.

•••
Stil mig spørgsmål i kommentaren! <3