Distance - Marcus og Martinus

Del 33. - genforenelsen

Martinus' synsvinkel.

Hun havde givet alle de andre deres tallerkner og nåede nu til Marcus og jeg. Hun kiggede længe på mig. Hun satte tallerkenen foran mig og rystede lidt på hovedet.
Jeg holdte vores blik fast, men hun brød det og skyndte sig ind i køkkenet igen.

Lauras synsvinkel.

Mit hjerte bankede derud af som ti vilde heste. Var det virkelig Martinus Gunnarsen der sad dernede. Jeg gned mig i øjnene og kiggede diskret derhen. Han opdagede mig og smilede lidt så jeg skyndte mig at kigge væk igen.

Jeg stod som stenet til jorden. Jeg stod bare og kiggede ud i luften. Hvad fanden skulle jeg gøre?
"Laura?.. er du okay?" Hørte jeg en stemme sige. Det var en af mine kolleger. Jeg nikkede og fortsatte med arbejdet. Tankerne kørte rundt i hovedet. Jeg ville virkelig ikke kigge ned til dem, men det var svært at lade være for fy fanden hvor var han lækker. Ej. Jeg tog mig til munden og tabte en tallerken. Alt gik så hurtigt, jeg nåede ikke at opfatte da en kom over og hjalp mig.

Jeg kiggede op og stødte på martinus' brune øjne. Jeg rødmede lidt og rejste mig. "Jeg kan selv" mumlede jeg. Han smilede skævt. "Det ved jeg, jeg hjælper bare" sagde han kækt og smilede Endnu mere. Jeg Grinede lidt, men tog mig hurtigt sammen. Jeg kunne dufte ham. Bare duften gjorde mig tryg. Jeg rømmede mig. "Hvad laver i her?" Spurgte jeg halvsurt. "Interviews" sagde han og hjalp videre. "Kan vi ikke lige snakke?" Spurgte han med bedende Bambi øjne. "Er det ikke det vi er igang med?" Spurgte jeg dumt bare for at drille. Han tog en hånd på min skulder. "Du ved Hvad jeg mener.. please..." sagde han. Jeg fjernede hans hånd. "Okay" jeg ville egentlig ikke, men jeg ville på en måde gerne høre Hvad han havde og sige. Vi gik hurtigt ud bagved ud til toiletterne. Man kunne med det samme høre fansene der skreg ekstra meget. Jeg havde faktisk først opdaget dem nu.

Martinus gik forrest og holdte i min arm. Han tog mig med ud til toiletterne og kiggede mig i øjnene.

•••
Hvad synes i?