Under the same Sky

3️⃣

England var så flot. Lysende fra byerne og bilerne glimtrede op til mig og bød mig velkommen med åbne arme.

Jeg nød synet og kunne ikke lade være med at føle mig hjemme. Hvilket var tosset. Jeg var ikke engang landet endnu, fløj stadig over landet i en lille flyver, men af en eller anden grund kunne jeg mærke Englands varme og glæde sprede sig i mit hjerte.

Jeg følte mig allerede hjemme.

"Så er der ikke lang tid til." Hviskede Austin i mit øre og klemte min hånd, der lå i hans.

Jeg smilede. Hans stemme var så dejlig rolig. Flere gange havde han bare ved at hviske mig i øret, kunnet få mig til at sove. Hans stemme havde en tryg klang. Jeg blev aldrig træt af at høre ham snakke.

Jeg vendte mig mod ham og opdagede, at hans ansigt var lige ud fra mit. Hans blå øjne stirrede ind i mine. Hans øjne havde noget gyldent lige omkring iris, men man så det kun, hvis man koncentrerede sig. Eller var som mig, helt vilde med hans øjne!

"Ja. Jeg glæder mig. Jeg føler allerede, at jeg er hjemme." Indrømmede jeg og rødmede en anelse af de tossede ord.

Austin smilede så stort at tænderne hilste på mig. Jeg elskede, når han smilede hans drengesmil. Det fik altid mit hjerte til at slå en kolbøtte.

Han strøg mit hår om bag øret med sin frie hånd og lod den hvile på mig kind, mens tommelfingeren aede mig.
"Ikke så mærkeligt. Det er dit hjem nu."

Nå ja. Så snart vi satte benene på Englands jord, var det mit hjem. Jeg skulle bo hos en ældre dame i et stort hus, hvilket jeg nu skulle kalde 'hjem'.

Det virkede helt surrealistisk. Men på den gode måde. På den der jeg-kan-slet-ikke-vente-til-at-komme-igang-med-dette-eventyr måde.

"Nej. Det er vores hjem nu." Rettede jeg ham med et kys.

Austin skulle godt nok ikke bo sammen med mig, vi skulle bo i samme by, men han havde nogle gamle venner, hvor han havde fået lov til at bo i et af værelserne.

Vi kom ikke til at bo vildt langt væk fra hinanden, men der var stadig et stykke. Det var lidt træls, men jeg overlevede nok.

Hjemme i Amerika -eller bare Amerika eftersom dette nu var mit hjem- havde vi også et stykke til hinanden, men Austin havde en bil. Han var blevet nødt til at sælge den, for at have råd til flytningen, men han regnede med at finde et job og købe en ny bil for pengene.

Austin smilede og bed sig selv i læben, da vi skiltes fra vores kys.

Det havde han for vane. At bide sig i læben, når der var noget, han kunne lide. Som når vi kyssede. Han synes selv at det er mega pinligt, men helt ærligt?! Hvor sødt kan det lige blive?!

Engang da vi gik sammen hånd i hånd i Californien nede på stranden, kørte en mand i en vildt blæret bil forbi. Han holdte tilfældigvis ind til siden og havde lagt mærke til Austins misundelige blikke.

Manden var så flink at vise Austin bilen, og lod ham endda sætte sig ind bag rettet. Og lige i det øjeblik, da han sad der med sit blafrende lyse hår og skinnende blå øjne, sugede han læben ind og tænderne fik fat i kødet.

Han bliver altid sur og pinligberørt, når jeg minder ham om det. Det var stadig ret tidligt i vores forhold på det tidspunkt, og jeg var først lige ved at lære hans små kendetegn at kende.

Jeg var helt vild med denne bide-i-læbe ting han havde kørende. Virkelig sødt og frækt.

"Nu gør du det igen." Sagde jeg og rørte hans underlæbe med fingeren. Tænderne gav straks slip på læben og to røde plamager dukkede op på hans kinder.