Under the same Sky

5️⃣0️⃣

Fedt. Mega AWESOME.

Austin, der pludselig dukkede op total uvidende, var lige, hvad vi alle manglede her i denne i forvejen sindsyge situation.

Og Lucys bekymrede ansigtsudtryk så ud til at være enig med mig.

"Sky? Hvad sker der?" Spurgte Austin igen og gik hen til os.

Jeg lukkede øjnene og talte langsomt til ti. Jeg nåede desværre kun til fire før Savannah, that bitch, åbnede kæften og slyngede mere gylle ud af munden. "Ah ser man det. Perfekt timing og alting."

Shut up! Skreg jeg inde i mit hoved og var ved at gå fra forstanden over hende.
Hun irriterede hver en lille nerve i min krop og alt i mig skreg, om jeg paffe hende en på skrinet.

"Sky?" Spurgte Austin igen og ignorerede Savannah totalt.

Jeg sukkede og verfede ham af. "Ingenting. Jeg kommer om lidt, så du kan bare sætte dig ved et bord."

Lucy lagde en hånd på Austins arm pg begyndte at trække afsted med ham.
Godt. Han skulle bare væk i en fart, så jeg kunne bryde gennem Harrys mure og minde ham om, hvem han var.

For den her fyr der stod foran mig og var villig til at bruge Savannah, et andet menneske til at hævne sig på mig, var ihverfald ikke ham.

Men... Årgh crap. Pludselig gik det op for mig, at Harry brugte mit eget trick imod mig. Havde jeg mæske ikke lige for mindre end 24 timer siden stået med tungen ende i Austins hals for at såre Harry?

Jeg havde brugt Austin på samme måde som Harry bruger Savannah lige nu.

Jamen fedt nok. Det betød, at det ville være endnu sværere at tale Harry til fornuft.

Austin vred sig ud af Lucys greb om hans arm. "Nej jeg går ikke før, I fortæller, hvad det her går ud på."

Årgh. Hvorfor kunne det ikke bare gå i min retning bare en gang i mellem. Hvorfor skulle hele universet altid være på tværs?!

Jeg kiggede surt på ham. "Savannah og Harry er... Sammen. Eller noget."

Savannah rømmede sig i Harrys arme. "Undskyld mig, men ikke 'eller noget'. Vi er sammen. Sammen sammen."

Urgh, hvis det da bare var lige så nemt at knuse hendes hoved i virkligheden, som det var, når jeg gjorde det mellem mine fingre, når hun var langt væk.

Austin rynkede panden. "Hvad? Harry?" Austin lod til at prøve at skjule et smil bag sin hånd.

I det mindste kunne han se noget sjovt i denne absurde situation.

Men Harry var gravalvorlig. "Det er sandt."

Austin spærrede øjnene op, og jeg blandede mig igen. "Bullshit."

"Faktisk ikke. Vi er sammen, om du kan lide det eller ej. Og nu gider vi altså ikke at høre mere på dig og dit raseri. Har du overvejet en psykolog? Det er altså ikke sundt at indeholde så meget vrede i sådan en lille krop." Kvidrede Savannah.

Når virkelig? VIRKELIG!! Så lad være med at give mig flere og flere grunde til at være sur, din ko.

Savannah skulle til at trække afsted med Harry, men jeg lagde en hånd på hans bryst og stoppede ham. Han stod direkte overfor mig nu, men jeg kunne kun se mit eget sure spejlbillede i brillen. Stadig totalt umuligt at læse Harrys følelser.