Under the same Sky

4️⃣3️⃣

Dagen derpå.

Altid en lorte dag. Uanset hvor meget eller lidt man havde drukket dagen før, så er og vil dagen derpå altid være en møj dag.

Enten er man træt og doven, eller også har man det skidt og ligger syg i sengen.

Det sidste var mig. Jeps det var sådan en dag. En dag der kun indebar mit tv, Chips, cola og en helvedes hovedpine samt kvalme i hele kroppen.

Ja du hørte mig. Kvalme i hele kroppen.

"Hvordan kom du overhovedet hjem?" Spurgte jeg Lucy om i telefonen.

Jeg huskede Inter fra aftenen før. Eller det vil sige, at det sidste jeg huskede tydeligt var at jeg talte med bartenderen. Om hvad, det er lidt sløret, men jeg havde en forfærdelig mistanke om, at det var om Harry og Austin.

Men endnu værre så kunne jeg huske små klip af mig der førte en samtale med Harry. Igen kan jeg ikke huske hvad vi talte om, men jeg kan huske at jeg var rasende på ham.

Og så noget med en røv.... Ja Harry var en røv. Det kunne jeg huske, at jeg tænkte flere gange den aften.

"Mike hentede mig. Bartenderen blev nødt til at nuppe min mobil og fandt bare det seneste nummer, jeg havde ringet til og bum! Så stod Mike i døråbningen og bar mig ud i bilen." Forklarede Lucy.

At dømme ud fra hendes hæse og lave stemme, så havde hun det mindst lige så dårligt som mig.

"Stop lige en halv. Bar han dig ligefrem ud i bilen?!"

"Ja! Jeg kunne jo ligesom ikke gå. Det var derfor bartenderen ringede efter Mike. Jeg skulle sådan tisse, men kunne ikke selv gå derud. Det var åbenbart grænsen, og jeg blev sendt hjem." Indrømmede hun flovt.

Jeg kom til at grine. Rigtig meget, men stoppede næsten lige med det samme. Det gjorde alt for ondt i mit hoved. "Og så efterlod han dig bare i din lejlighed?"

Jeg forstillede mig Lucy ligge udspredt på sofaen, med et ven over ryglænet, mascaraen tvættet ud over det hele og læbestiften smurt ud alle vegne. Og for det ikke var nok forstillede jeg hende ligge fuldstændig alene i hendes lejlighed, dødfuld Og uden kontrol over sine lemmer.
Og så ville hun falde ned fra sofaen, have ondt men være for fuld til at rejse sig.

Jeg følte mig lidt ond for at kunne lide tanken om Lucy i smerte og fanget på gulvet, tvunget til st sove der, men det var simpelthen skægt.

"Nej!" Nærmest råbte hun. "Gud nej! Så var jeg død. Nej han kørte mig hjem til ham og så overnattede jeg der."

Jeg fik et flashback fra den gang hvor jeg sov i Harrys seng i hans lejlighed, og han selv sov inde på sofaen.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde revet dynen af ham mens han sov, og til min overraskelse opdaget, at han ikke havde nogen T-shirt på.

Det var så pinligt, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at smugkigge på alle hans muskler. Brystmuskler, mavemuskler, armmuskler.... Skal jeg gå videre?

Jeg rystede hovedet for at få billederne væk, men fortrød det straks igen. Kvalme! Hovedpine! Svimmelhed! Klamhed overload.

Oh God have mersy!

"Så du er stadig hos ham?"

Jeg hørte hende fnise og vidste allerede svaret. "Ja! Han fandt en madras og sov på gulvet ved siden af mig. Han sover stadig. Jeg kan ikke lade være med at glo på ham. Er det en skidt ting?"