Under the same Sky

8️⃣

Næste morgen stod jeg op og så mig selv i spejlet, mens jeg børstede tænder.

Jeg havde ikke taget det helt vilde på, hvad angik tøjvalg. Jeg tænkte, at hvis jeg alligevel skulle have forklæde på, behøvede jeg ikke være fin. Jeg havde set ind i mit kedelige udvalg af tøj og valgt en grøn T-shirt og et par mørkeblå bukser.

Med det sorte forklæde fra cafeen og håret samlet i en hestehale, ville jeg ligne den perfekte udgave af en tjener. De kunne ikke andet end at hyre mig ved slutningen af dagen.

Jeg spyttede det skummede tandpasta ud og vaskede min mund. Jeg så den sorthårede pige i spejlet ind i øjnene og sagde hårdt og indtrængende; "første dag og muligvis din sidste, hvis du ikke tager dig sammen i dag! Og hvis der er noget, du hader Sky Cloud, så er det at tabe. Så nu arbejder du røven ud af bukserne og vinder der her job!"

Jeg sukkede. Jeg havde ingen erfaring med at være servetrice. Det eneste jeg kunne var at passe femårige og... Tja slås.

Det var ikke ligefrem fordi listen med jobs indenfor den branche var særlig stor. Nærmest ikke eksisterende.

Og derfor var det så vigtigt, at jeg fik dette job. Ja jeg kunne slås, men det er der ikke en fremtid i. Ikke lige nu anyway. Jeg måtte have mig en ordentlig økonomi først. Derfor servetrice.

Jeg tog et æble fra køleskabet ovenpå -havde ikke rigtig fået handlet ind endnu, så mit helt eget køkken... Tja det stod lidt urørt- og skyndte mig ned af trapperne.

Mary Lewis havde sagt, at der gik en bus lige ind til St. Louis kirken og busstopstedet var lige nede af gaden. Og ganske rigtigt. Jeg stoppede op ved stoppesteder og ventede.

Bussen -der var rød! Jeg var lidt oppe at køre!- samlede mig op, og jeg satte mig selvfølgelig øverst! Jeg skulle faktisk kun være her i ti minutter, men min første tur i en engelsk rød bus?... Så MÅTTE jeg altså bare sidde øverst.

Jeg skrev hurtigt en besked til Austin, der sagde, at jeg var på vej til cafeen, og at jeg sad i en vaskeægte engelsk bus!

Han svarede med det samme. "Åh puha! Jeg blev lige nervøs for, at du sad i en falsk engelsk bus."

Jeg rullede øjne og slukkede mobilen. Austin var altså for skør nogen gange.

Bussen holdte ind ved busstopstedet lige ude foran kirken, og jeg stod af. Over på den anden side af vejen var cafeen. Cafeen jeg helst skulle få mit første rigtige job hos.

Jeg bed mig nervøst i læben. Min mave gjorde ondt, og jeg var lige ved at tude. Åh Gud! Jeg var så nervøs! Det her var bare overhovedet ikke sjovt.

Jeg havde glædet mig til at starte med. Glædet mig til at tjene nogle penge, og måske endda blive venner med hende den rødhårede pige.

Men nu... Nu hvor jeg var få sekunder fra at starte -eller prøvestarte- tja, jeg var klar til at løbe efter bussen og bede den køre mig hjem igen.

Jeg mærkede min mobil summe i baglommen og fiskede den op med to finger. Det var Austin.

"Held og lykke med i dag, love. Du får jobbet uden tvivl. De må være tosset, hvis de ikke vil have dig! -jeg ved, jeg vil.
Kys Austin"

Damit! Jeg mærkede tårerne ramme min hånd, og jeg skyndte mig at tørre mit ansigt. Den hårde knude i min mave og nervøsiteten havde stilnet sig en smule, på grund af Austins besked, men nu på grund af ham, lignede jeg en tudemarie.

Fedt... Bare fedt...

Da jeg havde samlet mod til mig og bevæget mig over mod cafeen, slog det mig, hvor langt jeg allerede var kommet i mit nye liv.