Under the same Sky

1️⃣0️⃣

Endelig ude i friheden!

Den kolde luft trængte sig sultent ned i mine lunger, som om jeg havde manglet ilt og nu fik lungerne endelig hvad de begærede.

Et øjeblik stod jeg bare og nød den friske kolde luft og nød fornemmelsen af vinden i håret. Det var så befriende i modsætning til den trykkede stemning lige før fra cafeen.

Nu skulle jeg bare hjem. Af en eller anden grund, havde mødet med Harry suget alt min energi ud og efterladt mig træt og udmattet.

Jeg ville væde med, at jeg gik ud som et lys, ligeså snart mit hovedet ramte hovedpuden.

Jeg gik over på den anden side af gaden og ventede på bussen. Den skulle være her om ganske kort tid.

Jeg tjekkede min mobil. Richard havde sent mig en SMS. Han spurgte, hvordan det gik, og om han skulle sætte sig om bord på et fly og hente mig... Det ville han med glæde gøre, tilføjede han.

Jeg smilede for mig selv. Det måtte være Richards egen måde at sige "jeg savner dig" på. Jeg kunne mærke mavesyren vende sig. Det gjorde ondt i maven, at tænke på Richard alene i Californien. Han havde taget sig så godt af mig, og så havde jeg bare pisset på det hele og rejst til et andet land.

Selvom Richard op til flere gange havde forsikret mig om, at det var okay, og at han var glad for mine vegne, kunne jeg ikke lade være med at føle mig skyldig over bare at rejse.

Jeg svarede på hans SMS og skrev, -direkte istedet for hans forvirrende måde- at jeg også savnede ham, og at det hele gik godt. Mary Lewis var en sød dame der snød i kort, -det måtte hun gøre! Det er altså ikke muligt, at vinde så mange gange i træk!- og at jeg lige havde fået et job.

Jeg stoppede midt i sætningen. havde jeg nu også fået et job? Jeg havde skrevet under på kontrakten, men nu hvor jeg vidste, at Harry arbejdede der, ville jeg så stadig?

Ja! Ja jeg ville. At Harry også arbejdede på cafeen, gjorde jobbet en smule mere kompliceret, men det skulle jeg nok kunne overskue.

Det var jo ikke fordi, jeg stadig var interesseret i ham mere. Jeg havde Austin nu, og jeg kunne virkelig godt lide ham.

Så længe Harry vidste det og ikke prøvede på noget, skulle det nok gå. Vi behøvede ikke engang at se hinanden. Jeg skulle arbejde med Lucy, og selv hvis det skete, at jeg skulle arbejde med Harry, så behøvede vi jo ikke tale sammen. Bare arbejde i fred og ro.

"Sky!" Jeg så Harry komme ud af cafeen. Da han fik øje på mig, skyndte han sig over vejen og hen til mig.

Hvad lavede han? Synes han ikke, at det var pinligt nok i cafeen? Hvad ville han nu?

Han stod halvanden meter fra mig og afstanden mellem os gik mig på. Engang stod vi helt tæt sammen. Vi kunne ikke holde ud at der var den mindste afstand mellem os. Nu var afstanden så stor, at jeg næsten ikke kunne høre, hvad han sagde.

"Sky." Gentog han, som om han stadig ikke helt havde fattet, at det var mig.

Nå men fat det, for jeg orkede virkelig ikke det her forvirrende Harry-halløj mere. Jeg ville bare gerne hjem og glemme hele dagen. Specielt det akavede møde med hr. Lækkernes.

"Harry." Sagde jeg bare for at efterabe, og så han måske kunne se dumheden i bare at sige mit navn...

Hans læber bevægede sig opad og formede et stort smil. "Så du har altså fået job i cafeen?"

... Øh ja. Havde han overhovedet ikke opfattet noget som helst af, hvad der foregik derinde?

Amen altså!