Under the same Sky

7️⃣4️⃣

Jeg var et stort grædende og snottet  monster, da jeg kom hjem igen fra Austin. 

Buschaufføren havde også set underligt på mig, da han gav mig min billet, mens jeg grædende havde mumlet tak. Han nikkede og spurgte, om jeg var okay. Jeg havde bare rystet på hovedet og sat mig bagerst i bussen, mens jeg pudsede næse for mig selv.

Jeg var nået ud i køkkenet hjemme, da jeg hørte hurtige fodtrin komme ned af trappen og så Harrys stemme: "Gudskelov du er tilbage. Ét minut mere, og jeg havde selv kørt ud efter dig. Hey hvad sker der?!" Han så mit grædende og snottede monsterfjæs og skyndte sig hen til mig.

Jeg hylede ind mod hans trøje. "Det er slut nu."

Harry der var meget forvirret trøstede mig og aede mig over hovedet. Jeg tog fat i hans trøje med min hånd og græd og græd.

Anne kom løbende ud i køkkenet også og så mig stå med røde øjne i Harrys arme. "Jamen kære barn dog!" Hun skyndte sig at give mig papir fra køkkenrullen, så jeg kunne tørre snotten væk.

Jeg prøvede at smile gennem tårerne, men græd endnu mere, da det mislykkedes.
Jeg var så ynkelig og så ked af det. Jeg havde knust Austins hjerte. Han elskede mig, og jeg elskede ham. Vi elskede bare hinanden på forskellige måder. Og nu var det slut. Jeg havde mistet Austin, og det var jeg så ked af.

Harry stod og tyssede på mig og lod mig græde ud i hans bryst. Anne stod ved siden af uden at vide, hvad hun skulle gøre for at hjælpe.

Irettesættende daskede hun til Harrys arm. "Hvad har du nu gjort knægt?!" Hun pegede på mit ynkelige jeg.

Harry snerrede tilbage. "Jeg har ikke gjort noget."

Anne så hjælpeløst på mig. "Hvem har så?!"

Jeg stoppede mine hulk, så jeg kunne svare. "Jeg har gjort noget, og det var det rigtige at gøre. Men det var bare så trist." Det gav ingen mening og så snart ordene var ude, vendte jeg tilbage til min hulkende tilstand og gemte ansigtet i Harrys bryst.

"Harry bring hende ind i stuen." Sagde Anne, og Harry nikkede lydigt.

Han tyssede stadig på mig, da han bøjede sig ned og løftede mine ben op, så jeg lå som et lille barn i hans arme.
Jeg slog mine arme om hans nakke og græd ved hans skulder.

"Det er okay. Det er okay nu. Det skal nok gå." Hviskede han om og om igen, mens han satte sig i sofaen med mig på sit skød.

Sådan sad vi i lang tid indtil mine hulk stoppede, og jeg til sidst faldt i søvn.

-------------------

Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde sovet, men da jeg vågnede, så jeg Harry ligge med hovedet bagud og lukkede øjne. Han sov.

Jeg så mig om. Vi sad i stuen, og jeg lå stadig i brudestilling i hans arme nøjagtig, som da han havde sat sig med mig.

Det måtte være en ubehagelig stilling for ham, selvom jeg lå rimelig godt. Jeg flyttede mig lidt i hans skød, men kom alligevel, på trods af min forsigtighed, til at vække ham.

Han vågnede med et sæt og så mig i øjenene. "Hey. Vækkede jeg dig?"

Jeg rystede på hovedet. "Nej jeg kom til at vække dig." Min stemme var hæs af alt den gråd.

Han nikkede. "Det gør ikke noget. Jeg er ikke træt." Han løj. Han havde poser under øjnene.

"Hvad er klokken?" Spurgte jeg.

Han smilede og fjernede en hårlok om bag mit øre og væk fra min pande. "Den er ikke særlig mange. Omkring fem om eftermiddagen. Du har kun sovet i en time."