Under the same Sky

2️⃣7️⃣

Lørdag morgen, klokken 11:30, stod jeg op, frisk og veludhvilet. Det var evigheder siden, at jeg bare havde sovet, til at jeg absolut ikke kunne mere.

Men i dag gjorde jeg det. Og det var det bedste jeg havde gjort længe.

Men Austin havde selvfølgelig allerede været oppe i næsten 4 timer, og både skrevet og ringet til mig, mens jeg lå som tonerose.

Så jeg ringede ham op, helt groggy og træt. sikkert også hæs af H-til og med Føtex poser under øjnene.

Heldigvis kunne han ikke se dem over telefonen.

"Hej skat!" Frisk og glad som altid. Det var min Austin.

"Heeey." Jeg prøvede at efterligne hans gode humør, men det endte bare med, at min hæse morgenstemme knækkede over, og jeg kom til at hoste ind i mikrofonen.

"Er du lige vågnet?!"

"Neeeej." Svarede den morgenhæse stemme.

Austin sukkede i røret efterfulgt af en lille latter. "Gør dig klar. Jeg henter dig om et kvarter."

Vent vent vent. Nu gik det lidt for hurtigt til at min morgentrætte hjerne kunne fælge med.

"Hvad mener du? Hvor skal vi hen?" Jeg blev pludselig bange for, at vi havde en aftale, jeg bare totalt havde glemt alt om.

"Træning. Har du glemt det? Du skulle træne og jeg skulle arbejde." Mindede han mig tålmodigt om.

Nåh ja. Jeg skulle op i træningscentret i dag, fordi Austin alligevel skulle arbejde til sent, og så kunne jeg ligeså godt træne, når nu han ikke kunne være sammen med mig.

"Nårh ja. Nej det havde jeg da ikke spor glemt alt om." længe leve sarkasme.

Det fik ham til at grine og mig til at smile. jeg lagde på og skyndte mig at pakke mit træningstøj, sko, vandflakse og håndklæde. hurtig som et lyn løb jeg ned af trapperne, tog min tykke vinterjakke på og fuldendte mit vinterlook med min dejlige hue.

"jamen pigebarn dog. hvor skal du dog hen i den fart?" Mary Lewis kom vraltende ud til mig inde fra stuen og iagttog mig med smalle øjne.

"Austin henter mig og kører mig til træning."

Ved Austins navn lyste hun helt op, rettede ryggen og fik store tekop-øjne. "kommer unge Austin?! Så må jeg hellere finde nogle småkager frem."

Jeg blev helt varm om hjertet. Det betød så utroligt meget at Mary Lewis godt kunne lide Austin og bød ham velkommen i sit hjem med åbne arme. Jeg kunne virkelig ikke ønske mig en bedre roomie. Mary Lewis var helt perfekt.

En skam at jeg blev nødt til at skuffe hende gevaldigt.

"Austin kan ikke komme med indenfor. Han skal på arbejde." beklagede jeg og fik dårlig samvittighed, da jeg så hendes holdning blive krum og lyset jeg lige havde set, slukkedes.

"hm. Det var en skam, jeg ville så gerne hilse på ham igen. Du må endelig invitere ham over en anden dag, min pige."

"Ja selvfølgelig!" især hvis hun også fandt småkagerne frem til den tid.

-------------------------------------------

"Jeg ringer, når jeg har fået fri." lovede Austin, da han holdt ind ved parkeringspladsen til fitnesscenteret.

"Dejligt." svarede jeg, spændte min sele op og gav ham et hurtigt kys, inden jeg hoppede ned fra bilen og vinkede farvel, indtil jeg ikke længere kunne se bilen.

Der var ikke ret mange mennesker i fitnesscenteret i dag. Men det gjorde mig ikke spor. Jeg elskede når det hele var stille, ikke alle mulige ved løbebåndene, eller kø ved styrketræningsmaskinerne. Bare stille og roligt.