Under the same Sky

2️⃣

8 måneder tidligere.....

Jeg stirrede på telefonen som var den min værste fjende. Den lå lige så fredfyldt på køkkenbordet med sort og blank skærm.

Og grinede hånligt til mig.

Du, Sky Cloud, er et forfærdeligt menneske, sagde den.

Jeg fik en klump i halsen. Jeg kunne ikke gøre det. Jeg burde, for mit ejet bedste, men jeg kunne ikke.

Mit hoved var bombarderet med blandede følelser. Størstedelen af dem fortalte mig, at det her var verdens dårligste ide, og at det kun ville volde mig smerte og ulykke.

Hvilket var sandt. Det jeg skulle til at gøre, ville blive det mest egoistiske jeg nogensinde havde gjort. Og det mest smertefulde jeg kom til at påføre mig selv.

Men det måtte gøres. Uanset hvad.

Men Harry... Min elskede krøltop. Han ville også blive knust. Han ville blive ulykkelig, og jeg ville være grunden. MIG!

Hvordan skulle jeg kunne leve med mig selv, velvidende at jeg havde såret den ene person der rent faktisk betød noget for mig. Og så bare af egoistiske grunde.

Jeg kunne mærke kvalmen i halsen tage til, og jeg måtte tage et glas vand for ikke at knække mig over min egen hvederstykkelighed.

Jeg tog med rystende hænder og blødende hjerte mobilen i hånden og tændte den. Min fingre fandt helt automatisk Harry nummer i kontakterne, og før jeg havde lavet en plan for hvad jeg skulle sige, havde jeg trykket "ring op".

Nu skulle det gå stærk. Hvordan hilste man en person man vidste ville hade én ved slutningen af samtalen?

Lade som om intet var galt indtil bomben faldt, eller sørger man for, at ham ved, at alt ikke er som det skal være?

Uanset hvad der var den bedste grund, kunne jeg alligevel ikke bruge det til noget, for så snart Harrys stemme lød i den lille bitte højtaler, forsvandt stemmens brug, og jeg stod lamslået med mobilen presset til æret.

"Hey min smukke fugl. Hvordan har din dag været?" Harrys dybe og langsomme sexede stemme lød i mine øre, og jeg stod som sømmet til jorden.

Jeg kunne ikke svare. Jeg prøvede, men ingen ord kom ud. Kun små halvkvalte uforstående lyde.

Harry måtte havde hørt mine mislykkede forsøg på at tale og blev straks bekymret. "Sky? Hvad er der galt. Er du okay?"

Med okay, mener du så "okay" som i, jeg skal til at slå op med min kæreste over MOBILEN der befinder sig i England flere tusinde kilometer væk fra mig?

I så faldet, ja. Ja så er jeg helt og andeles okay.

"Øm... He-Hej." Flot Sky. Bare vær pinlig og trist. Nu bliver han da først rigtig bekymret.

"Hey du. Hvad forgår der? Du lyder lidt... Ude af den." Tro mig Harry, "ude af den" dækkede ikke engang en tiende del, af det jeg følte.

"Øm faktisk. Skal jeg tale med dig." Det var svært at sluge den enorme klump der sad i min hals og spærrede vejen for ordene, så de ikke kunne slippe ud.

Det føltes som om mit hjerte blev prikket af ti knibe. Knive der stak hul og bordede sig ind og hele vejen igennem hjertet.

Det var egentlig gået godt mellem mig og Harry. Han var rejst til England kun tre dage efter, at han havde sørget for, at jeg vandt den årlige battle med alt hans træning.

Han var gået ombord på flyet der skulle flyve ham sikkert hjem. Hjem til England.

Han havde ikke engang fløjet i en halvtime, før han ringede til mig første gang.
På det tidpunkt havde jeg været så ked af det over Harrys afrejse, at jeg kun følte glæde, da jeg hørte hans stemme.