Under the same Sky

5️⃣4️⃣

Lucy stod og lænede sig op af Mikes bryst, da vi havde en lille pause mellem kunder og rengøring af cafeen.

Jeg havde hele dagen gået og pudset vinduer, vasket gulvet, tømt opvaskeren og taget kunders ordre. Jeg følte mig helt smadret og træt.

Desværre var der stadig to timer tilbage. Utroligt hvor hurtigt en time kunne gå, når man bare gik derhjemme og lavede ingenting, men så snart man kom på arbejde og havde masser at lave, så gik tiden fire gange så langsomt.

Jeg tog i mod tre bordes ordre på under fem minutter. Jeg kan nå at tage rigtig mange ordre på syv timer...

Og hvad kunne jeg nå på fem minutter derhjemme? Man kunne jo knap nok nå at gå på toilet på så kort tid.

"Jeg vil hjem nu. Jeg er helt smadret." Klagede jeg og lagde hovedet tilbage.

Lucy grinte. "Ja også mig! Mike og jeg skal til den her fest i aften, og jeg glæder mig helt sindsygt!" Hvinede hun og Mikes hånd, der hvilede mod hendes hofte, gav hende et klem.

Mike kysede hende i tindingen. "Ja du har nærmest ikke fablet om andet."

Lucys øjne strålede, og hun klappede i sine hænder. "Det er fordi, jeg har fundet den mest perfekte kjole!"

Lucy kunne ikke se det drengede smil Mike havde om munden, fordi hun stod med ryggen til ham, men jeg så tydeligt, hvordan han forstillede sig Lucy i en kjole, og hvor godt han synes om synet.

Uden at gøre for det, søgte mine øjne efter Harry og savnnah. De sad sammen ved et bord og spiste nogle af køkkenets rester, mens savnnah sad og plaprede løs. Sikkert om hendes nyeste falske hår og hendes nyeste falske negle. Jeg fik kvalme.

Mike og Lucy var så søde sammen og så ægte, at det varmede mit hjerte at se, hvordan de udvekslede blikke på afstand, og hvordan Mike lyste op hver gang Lucy kom gående ind i rummet.

Men Harry og Savannah. Dem forstod jeg ikke. De så ikke søde og forelskede ud. De så frygtindgydende og uopnåelige ud. De lignede mere en kulisse. Pæne, men falske.

De var synsmæssigt perfekte sammen. Supermodel Savannah og Toplækre grønøjet Harry. Smukke 1 og smukke 2. Barbie og Ken. Kald dem, hvad du vil...

Men deres kemi... Den lod til slet ikke at være der. De sad og snakkede, men mere var der ikke. De sad ikke og "tilfældigt" rørte ved hinanden. De sad ikke og betragtede den anden, mens vedkommende så væk i et sekundt.

De sad der bare.

Men igen. Jeg havde sagt det før. Hvis de ville være sammen, så lad dem. Jeg var ligeglad.
Også selvom jeg af en eller anden grund hele tiden blev draget af dem og nogle gange endte med at sidde og stirre på dem flere minutter.

Jeg var stadig ligeglad.

"Jorden kalder Sky?" Lucy knipsede med fingrene foran mit ansigt, og jeg blev flået ud af mine tanker og rettede opmærksomheden mod hende istedet for Hollywood-parret.

"Undskyld?" Spurgte jeg helt forsnøvlet.

Lucy kiggede i den retning, jeg havde set i to sekunder før. Hun rynkede panden, da gun fik øje på Savannah og Harry sammen.