Under the same Sky

2️⃣9️⃣

"No Way!" Lucy dækkede munden med sin hånd og kiggede til alle sider for at sikre sig at ingen hørte de safte detaljer, hun fik at vide.

Jeg nikkede flovt. "Yes Way. Han gik bare uden et ord."

"Bloody hell!" Hviskede hun og kiggede igen til alle sider stadig helt oppe at køre.

Jeg havde fortalt hende og min dag med Harry dagen før, og hvordan jeg var brudt sammen, om at han havde trøstet mig -meget tæt på- og også hvordan han bare var gået, efter jeg havde såret ham. For anden gang den dag.

Nu stod jeg og ventede på at mit bords mad blev klar, så jeg kunne servere det. Og var der nogen anden bedre måde at bruge sin ventetid på, end at dele saftig sladder med Lucy?

Måske skulle jeg tørre borde af, men det ville ikke være lige så sjovt.

"Ja det må du nok sige. Jeg ved ikke, havd jeg skal gøre. Han har ikke sagt et ord til mig hele dagen." Jeg sad oppe på respentionens bord og dinglede med benene ud over kanten.

Harry gik og fejede gulvet. Eller det vil sige, det gjorde han, indtil Savannah kom gående med sine svingende hofter og begyndte at distrahere ham med sin evig snakkende mund.

Nu stod Harry og lænede sig op af kosten, mens Savannah hele tiden lænede sig ind mod han for at "høre ham bedre", hele tiden lagde "en tilfældig hånd" på hans arm, når han fik hende til at grine.

Jeg havde lyst til at slå Mary Lewis, da hun gjorde det. Med Savannah? Lad mig bare sige, at det indvolverede en hel del mere blod og et godt alibi...

Lucy sendte mig en medfølende trutmund. "Sorry honey. Men jeg tror ikke, han svaner dig specielt meget lige nu. Men måske skulle du afbryde. Du ved, bare så han ved, at du er klar til at komme videre fra jeres lille scene igår, hvis han er."

"Tror du det vil virke. Tror du han vil forstå, at det er et hint?"

Lucy rullede med øjnene. "Han ved, at du ikke ville snakke frivilligt med Savannah uanset hvad. Han vil fatte hintet så snart du tager de første to skridt hen mod dem."

Så det gjorde jeg. Efter at have serveret bord nr. 5 deres ordre og ønsket dem god appetit, fulgte jeg Lucys råd, og bevægede mig med oprejst pande hen mod Harry og den skrækindjagende skønhedsgudinde.

Da jeg endelig var kommet derover, gik jeg i panik, for hvad hulen skulle jeg sige? Hvad skulle jeg snakke med Harry og Savannah om?

Jeg kunne ikke forstille mig, at Savannah snakkede om andet end tøj, makeup og den nyeste slankekur.

Så som resultat af alle mine paniske tanker bjæffede jeg et alt for skingert "hejsa!"

Savannah vendte sig mod mig ned et løftet øjenbryn, som Harry ikke kunne se. Uh hvis øjne kunne dræbe. Jeg siger jer, så var jeg blevet brutalt myrdet hele to gange!

"Hej søde Sky!" Hun fakede en falsk entusiasme kun for synets skyld og gav mig et kram, der gav mig lyst til at gå i bad.

Harry derimod gav mig et vakseægte smil, der varmede hele min mave... Og ansigt.

"Hej Sky." Hilste han med et smil, som om vores dårlige afslutning dagen før slet ikke havde fundet sted.

Totalt lettet og glad svarede jeg lavt med et "Hej Harry."

Han smilede endnu mere og det begyndte at kilde på en underlig måde i min mave.

"Nå men Sky, var der noget du ville sige, eller kan du bare godt lide at afbryde folks samtaler?" Hvæsede Savannah.