Under the same Sky

5️⃣

Ups...

Jeg var den mest konfliktskye person i verden! Jeg var gået i panik og chok over at se Harry stå der i døren til fitnesscenteret, og vidste hverken hvordan skulle jeg tænke eller reagere.

Efter 8 måneder lignede han stadig sig selv. Grønne øjne, brunt krøllet hår -der var blevet for langt. Det sad oppe ved hjælp af en bandana- og iklædt sort tøj.

Normalt ville han have et skævt smil på læberne, men altså jeg havde lige givet ham en flad, så smilet var forståeligt nok erstattet af en sur mine.

Harry havde rettet sig op og stod nu med en rød kind og møjsure øjne.

Jeg måtte hellere begynde at forklare....

"Undskyld!" Jeg dækkede munden med hænderne. Kunne stadig ikke tro, at jeg rent faktisk havde slået ham!

"Øh tak skal du have, men det hjælper ligesom ikke på min brændende kind!" Sagde han stenhårdt og stirrede indtrængende på mig, så jeg ikke kunne se væk fra ham.

"Undskyld." Gentog jeg forlegent. "Jeg ved ikke, havd der gik af mig. Jeg... Jeg er vel bare lidt chokeret over at se dig."

Han pegede surt på sin kind. "Kalder du det her 'lidt' chokeret?!"

Okay han var rasende. Hvilket han havde god grund til. Jeg havde sådan set lige slået ham uden grund.

"Undskyld." Sagde jeg for trejde gang. "Lad mig se på det."

Jeg gik frem mod ham, men han trådte hurtigt et tilbage. Jeg stoppede. Han så stadig på mig, men gik så et skridt frem mod mig, som for at vise at det var okay.

Jeg fjernede den sidste afstand imellem os og rørte forsigtigt ved hans ømme kind. Det lod ikke til at det gjorde ondt mere og mærkerne fra mine fingre var også ved at aftage.

Han ville være okay om fem minutter.

Så jeg kunne bare træde væk nu. Vi stod rigtig tæt op ad hinanden. Harry med armene slapt ned langs siden og mig med hånden mod hans sårede kind. Vores ansigter kun få centimeter fra hinanden.

Jeg trådte væk i det min mobil summede.

Jeg tog den op af lommen og kiggede på displayet. Austin havde endelig skrevet en SMS.

"Bilen brød sammen. Er på vej! Ked af at du måtte vente. Jeg gør det godt igen med en overraskelse! Ses om lidt smukke."

Jeg havde helt glemt, at jeg ventede på Austin. Han måtte føle sig elendig for at få mig til at vente. Sådan var han. En rigtig gentlemen.

Jeg lagde mærke til at Harry stadig kiggede på mig og mødte hans blik midt i min SMS til Austin.

"Øm... Er der noget galt?" Jeg på ham stadig med mobilen i hånden og ventede på grunden til hans stirren.

Han rømmede sig og så forlegent ned i jorden. Hans stølvesnude sparkede dovent til nogle småsten. "Øh nej. Ikke udover min kind, tak for det."

Jeg sendte Austin min SMS og pakkede mobilen væk, mens jeg løftede et øjenbryn af Harry. "Come on! Du kan knap nok mærke det mere!" Jeg så hans stadig lyserøde kind. "Jeg har sagt undskyld!"

Hans mund buede sig op i et lille skævt smil. "Ja tak det fine ord, det hjælper meget på smerten. Nu har jeg det meget bedre."

Jeg rullede øjnene af ham og skuttede mig. Nu hvor chokket over at se Harry havde lagt sig, begyndte jeg at kunne mærke den kolde vind igen.

Jeg så på Harry der stod i sorte jeans -med et hul ved hvert knæ-, en sort T-shirt med v-hals og sin tynde læderjakke og kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan i alverden han IKKE kunne fryse i denne kulde?!