Under the same Sky

6️⃣

"Okay nu tror jeg heller ikke, vi kan komme længere væk fra huset. Hvor fører du mig hen?" Klagede jeg og så på de forbifarende huse der alle lignede hinanden på en prik. Den eneste forskel var farverne på husene.

Hvordan fandt folk rundt her i byen?

Austin parkerede langt om længe bilen på en lille parkeringsplads og vendte sig i sædet med front mod mig. Han gav mig et skævt smil.

"Jeg hørte en af gutterne snakke om den her café der skulle være rigtig god, og jeg tænkte at vores første aften ude skulle være bare os to på byens bedste restaurante.... Eller café."

Jeg prøvede at se cafeen ud af vinduet, men det var blevet for mørkt. Kirken St. Luke's Church blev oplyst af gadelygternes lys, der gav det hele et gyldent skær. Jeg blev helt varm i hjertet. Byen var så hyggelig. Ikke ligesom i Californien, hvor der gik gustne folk rund i mørket.

Her fik man Lyst til at gå en aftentur. Det havde man ihvertfald ikke i Californien. Ikke alene. Ikke medmindre man havde et sindssygt ønske om at være voldtægtsoffer.

"Er du klar?" Austin klikkede sin sele op og var omme ved min sidde, inden jeg havde klikket mig selv fri.

"My lady." Han rakte mig sin hånd og hjalp mig ned fra den høje truck.

"Uha! Tak. Det er sandeligt en enorm bil!" Kommenterede jeg irriteret. Austin fulgte mig over vejen fra kirken, og jeg så et rødt skilt. Costa Coffee. Interessant.

"Så din måde at gøre tingene gode igen, er altså ved at tage mig på en date?" Spurgte jeg med en drillende undertone.

Austin smilede. "Ja. Du lyder skuffet. Du burde være glad for, at jeg tager dig på en date! Jeg mener hallo?! Vi er i England. Her vrimler med lækre tøsser, og her er jeg. Bundet til dig."

Jeg slog ham grinene på armen. "Av! Den var virkelig hård den der!" Jeg slog ham endnu en gang bare fordi.

"Men så må jeg vel hellere begyndte, at sætte pris på, at du bliver hos mig og ikke finder en fancy-talende engelsk tøs."

Austin åbnede døren til cafeen og genede mig indenfor. "Se nu er du ved at forstå det!"

Jeg rullede med øjnene istedet for at slå ham foran alle gæsterne. "Du er for meget!"

Austin nåede ikke at komme med et rapt svar, for en af tjenerne -en rødhåret pige med håret sat op i en rodet knold og lysebrune nærmest guld farvede øjne- kom os i møde med et stort smil.

"Hej og velkommen til Café Costa. Kunne I tænkte jer et bord til to?" Hendes stemme var venlig, sød og høj.

Austin nikkede; "ja tak. Nu du spørger."

Den rødhårede tjener førte os hen til et bord. Imens så jeg et andet par komme ind af døren. Ingen tjenere kom hen til dem. Men det var jo heller ikke en restaurant. Kun en café.

Så måtte Austin og jeg have set rigtig forvirrede ud, siden der kom en tjener os til undsætning. Ej hvor pinligt. Det skreg da bare turister. Og jeg boede i byen! Pinligt!

"Menukortet står der. Så kommer jeg igen om et lille øjeblik klar til jeres ordre." Og så gik hun efter at have givet os et sødt smil.

"Okaaaay... Hvad har vi så her?" Austin rakte ud efter menukortet og skimmede det igennem.

Jeg tog også et. Men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig. Stedet var fantastisk. Det var mørkt på grund af temaet, der var træ. Så borde, stole, gulv og loft var træ i en mørkebrun farve, der gav cafeen en hyggelig aura.