Under the same Sky

3️⃣4️⃣

En smilende, langhåret pige med mørke brune øjne stirrede på mig.

Det var mig! Lige der i rammen. Jeg stod på Harrys natbord!

Så vidt jeg kunne se, var det taget for et godt stykke tid siden. Højst sandsynligt mens Harry var i Amerika og det var over 8 måneder siden.

Jeg havde en hvid T-shirt på og et par blå shorts. Jeg så ikke ind i kammeratet, men grinede helt uvidende om, at jeg blev fotograferet.

Jeg stirrede på billedet totalt lammet. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle føle omkring det her.
På den ene side, var det et godt billede, som var taget, mens Harry og jeg var sammen. Så selvom jeg synes, at det var lidt creepy at blive fotograferet uden at vide det, var det ikke helt alligevel, for Gud vidste, at jeg havde taget smugbilleder af Harry, mens vi var sammen.

Men jeg havde det mærkeligt med, at jeg stod der på bordet, måneder efter, at vi havde slået op.

Skulle jeg føle mig smigret eller forarget? hvad skulle jeg føle omkring det her?

"Sky? Hvad sker der?" Spurgte Harry og viftede en hånd ind foran mit ansigt, så han kunne få mig tilbage til virkeligheden.

"Hvad er det?" Brusede det ud af mig og pegede på billedet af mig selv.

Harry lukkede munden sammen med et smæld og blev meget rød i kinderne, mens hans hånd igen og igen kørte gennem håret.

"det er mig." Blev jeg ved og lød temmelig dum for at udpege det åbenlyse.

Harry kløede sig i nakken. "Yeah. Jeg tog det i Amerika. Dengang vi var sammen. Det var en helt normal dag, og jeg kan ikke engang huske, hvad vi lavede, men jeg havde lige fået dig til at grine, så jeg tog et billede af dig fordi... Ja fordi du var helt utrolig smuk, og jeg ville have dig til at stå på mit natbord, så jeg kunne se dig hver dag, når jeg skulle tilbage til England."

Jeg stirrede stadig på billedet. Vidste stadig ikke helt, hvordan jeg havde det med hele denne situation. "Hvorfor har du det stadig? Hvorfor har du ikke pakket det væk?"

Han prøvede at fange mit blik og svarede først, da det lykkedes ham. "Fordi jeg stadig synes, du er smuk."

"Harry?" Råbte en fremmed stemme fjernt og afbrød den fortryllelse Harry havde lagt over mig med sine øjne, der gjorde, at jeg ikke kunne se væk.

Men da stemmen lød, klaskede han en hånd i ansigtet og så pludselig meget træt ud. "Undskyld." Hviskede han, så jeg ikke vidste, om han undskyldte for billedet, eller hvem end, der var ejermand af den fremmede stemme.

"Bliv her." Sagde han og rejste sig fra sengen og forsvandt ud af døren.

Men han kunne tro nej. Jeg måtte se, hvem der ejede den stemme. For det var en kvindestemme, og det var ikke Gemmas. Og så vidst jeg kunne se på familie billederne, så var her kun to kvinder i dette hus.

Gemma og....

"Mor! Jeg troede, du kom sent hjem." Hørte jeg Harry halvt råbe, halvt hviske.

Jeg bevægede mig ned af trapperne og tættere på deres stemmer.

"Nej ikke i dag. Har du tømt opvaskeren, som du lovede?" Det havde han ikke, for hun sukkede dybt.