Under the same Sky

4️⃣9️⃣

Lucy var helt oppe at køre, da jeg viste hende armbåndet, jeg havde fået af Austin dagen før.

Han havde været så sød at først invitere mig ud at spise med fin vin og det hele, og derefter så forære mig et smukt armbånd med et uendelighedstegn.

"Gud hvor er den smuk!" Hvinede hun og vendte og drejede mit højre håndled, hvor kæden dinglede og passede mig perfekt.

Jeg nikkede. "Ja det synes jeg også. Han tog godt nok røven på mig i går aftes. Både med middagen og med gaven."

"Han er virkelig sød." Komplementerede Lucy.

"Meget." Hviskede jeg.

I dag på cafe Costa var lige så kedelig og langsom som dagen før. Køkkenholdet spillede kort, mig og Lucy sad og hang ud på skranten, som vi plejede og Harry og Savannah...

Ja dem havde ingen faktisk set i dag. De skulle være på arbejde og skulle have mødt for en time siden, men de var tilsynladende begge meget forsinket.

Ikke engang Mike vidste, hvor de var.

"Forresten.." Begyndte jeg og fik som øsnket Lucys opmærksomhed. "Jeg har inviteret Austin herhen. På cafe Costa. Det er alligevel en kedelig dag, så jeg tænkte at dig, mig, Mike og Austin kunne spise sammen i pausen."

Lucys øjne lyste op som et juletræ på juleaften. Hun klappede begejstret i hænderne og spjættede med benene. "Yay! Super god ide. Især fordi min date denne gang er Mike. Haha kan du huske dengang Dig, Austin, Harry og jeg var på dobbelte..." Lucys stemme fadede langsomt ud, da hun ikke fik den reaktion fra mig, hun ønskede.

Jeg havde faktisk ikke specielt meget lyst til at tænke på Harry eller grave rundt i gamle minder om ham. Det gjorde alt for ondt i hjertet. Det hjerte han havde knust og som jeg stadig var i gang med at give førstehjælp.

"Undskyld." Hviskede Lucy og snakkede ikke om flere Harry-minder.

Jeg trak på skulderene. "Det' okay." Andet kunne jeg ikke lige sige. Jeg var pludselig i et trist humør.

Efter at have siddet i et par minutters akavet stilhed, -jeg tror ikke nogen af os vidste, hvad vi skulle sige, og faktisk havde jeg sket ikke lyst til at tale lige nu- kom Mike hen til os.

Han stillede sig ved siden af Lucy og lagde en arm om hendes hofte. "Wow. Jeg kan nærmest føle anspændtheden mellem jer. Hvad sker der?"

Lucy så undskyldende på mig. "Jeg kom til at bringe Harry på banen."

Mike lo. "Ja det har godt nok udviklet sig grimt mellem jer." Sagde Mike og henvendte sig til mig.

Jeg nikkede bare ikke særlig stor fan af taleemnet.

Men Mike lod ikke til at have fattet en pind og plaprede videre. "Han var godt nok også sat til tælling i går efter du gav ham tørt på. Manner hvor var han sur." Mike lo og fløjtede.

Lucy prikkede han i siden, et hint til at få ham til at stoppe med at tale. Men drenge og deres tykke knolde... "Du gik godt nok også til den, da du kyssede Austin lige for øjnene af Harry. Godt nok havde jeg troet, at han ville blive sur, men bloody hell hvor var han rasende. Han knuste sin bilrude!"

Det fangede min opmærksomhed. "Knuste Harry sin bilrude?"

Mike nikkede. Jeg stirrede og ventede på, at han uddybede men igen, han fattede nada.

Lucy slog ham i baghovedet. "Så fortæl dog, menneske!" Hun så lige så chokeret og nysgerrig ud som mig.

Harry ville ikke smadre sin bilrude. For det første elskede han den bil og for det andet, var han klogere end det. Han ville da ikke smadre en rude, det var jo for dumt. Det... Det ville han da ikke vel? Og da slet ikke fordi jeg kyssede Austin...