Under the same Sky

1️⃣9️⃣

"Lad mig invitere dig på middag." Hviskede Harry og smilede opmuntrende til mig.

Han strittede imod og vandt, da jeg forgæves prøvede at vride mig fri fra hans favn og nærvær. Men han insisterede på at holde mig fast, og derfor var han ikke til at rokke.

"Nej Harry, jeg vil ikke tage med dig til middag! Jeg har en kæreste. Det ved du da!" Sagde jeg lavt og indtrængende og håbede, at han selv kunne se det sindsyge i hans forslag.

At tage til middag med min hemmelige ekskæreste stod ikke på listen over ting gode kærester foretog sig.

Og jeg prøvede virkelig at være god for Austin. Han var så sød og dejlig, og jeg ville virkelig ikke ødelægge det, med alt mit mørke og min forvirrende fortid.

Men Harry gjorde det bare rigtig svært. Især når Austin ikke engang anede at han eksisterede. Og jeg var bange for, hvordan han ville reagere, hvis han fandt ud af det.

På en eller anden forkert og mærkelig måde, var Austin og Harry -eller ihvertfald for Austins vedkommende- blevet en slags "venner". Ikke den slags man var tætte med, men den slags der talte med hinanden, når de lige en sjældent gang stødte på hinanden.

Eller sådan havde Austin det ihverfald med Harry. Jeg mistænkte lidt Harry for ikke at gengælde Austins venskab med ham, men at han kun snakkede med ham på grund af... Mig.

Møj! Min kæreste troede, at han var venner med min ekskæreste -han ikke vidste noget om- og han talte kun til Austin på grund af mig!

Det var alt for forvirrende til at det kunne være sundt.

Harrys smil forsvandt ikke, men han gav i det mindste slip på mig, så vi ikke længere stod mast op af hinanden.
Ilden, der var blevet antændt ved kontakt til Harry, slukkede øjeblikketligt da den fysiske kontakt forsvandt og efterlod sig kun en lille prikkende følelse.

"Kom nu Sky. Det er jo ikke fordi jeg vil prøve på noget!" Insisterede han på. "Ikke noget du ikke vil have mig til anyway."

"Årgh!" Stønnede jeg opgivende og løb ind i kvindernes omklædning.

Jeg skyndte mig ind under de fælles brusere og lod det varme vand, opløse de spændte muskler og den negative følelse Harry gav mig.

Da vandet over mig løb ud, følte jeg mig afslappet, træt og glad.
Følelsen efter en hård og udmattende træning. Den følelse havde jeg savnet.

Jeg skyndte mig i tøjet. Samlede mit fugtige hår i en hestehale og beskyttede mit hoved mod Englands kulde med min nye hue.

Efter at pigen bag skranken havde sagt farvel, da jeg bevægede mig ud mod udgangen, tjekkede jeg min mobil. Austin havde lovet at skrive og det havde han gjort.

Han skrev, at han ventede ude på parkeringspladsen.

"Vent!" Harry for op fra en af stolene, der stod tæt ved udgangen, og holdte mig tilbage med en hånd på min arm.

Han skulle til at sige noget, men stoppede sig selv for at se op og ned af mig. Hans grønne blik betragtede mig i min vinterjakke og den hue han selv havde hjulpet mig med at få ned i centeret.

Inden han kom med en plat kommentar, løftede jeg min pegefinger og stirrede ondt med smalle øjne. "Ikke et ord Harry."

Han lod det heldigvis ligge og begyndte at forklare den egentlige grund til, at han forhindrede mig i af komme ud.

"Hør..." Startede han. "Jeg er ked af det lige før. Det er bare... Jeg er virkelig glad for, at du er kommet til England, og jeg kan ikke finde ud af det, når du ignorerer mig. Og jeg ved godt, at du er sammen med Austin--"