Under the same Sky

1️⃣6️⃣

                              -Harry-

Sig det er løgn! Mr. Loverboy holdt parkeret i hendes indkørsel, som om han egede det hele.

Jeg kunne ikke lade være med at føle et stik af vaskeægte had mod fyren -jeg havde ikke engang mødt ham endnu- for at ødelægge min tid med Sky.

Det her, i dag, var første gang jeg havde fået hende til at snakke med mig. For ikke at tale om grine og så ovenikøbet givet hende et lift hjem.

Det var som om jeg havde vundet i lotto, og min præmie var to timer i Skys selvskab.

Og nu hvor jeg havde opbrugt min præmie, kom virkeligheden tilbage også kaldet Mr. Loverboy.

"Jeg vidste ikke, du ventede gæster." Sagde jeg en anelse køligt til Sky.

Hun så op på mig med sine store brune øjne og så helt forvirret ud. Hun havde ikke forventet gæster. Det vidste jeg allerede, da han drejede ind af vejen, på den måde Sky blev helt stiv ved siden af mig.

Hvilket gjorde det hele så meget mere surt, at han absolut skulle komme og ødelægge det hele.

"Det havde jeg heller ikke!" Kvækkede hun ved siden af mig.

Hun stillede sin pose med tøj og gik ned mod bilen. Bildøren åbnede, og jeg så en lyshåret fyr stige ud med et par Ray Ban solbriller siddende på næsen.

Helt automatisk lagde jeg armene på tværs og kom til at fnyse.

Loverboy lignede på ingen måde mig. Han var for det første lyshåret. Hans hår var slikket tilbage, og han brugte helt klart et produkt til det.

Han havde hundrede procent blå øjne, og at dømme ud fra hans venlige drengerøvssmil, var han et rigtig englebarn.

Før i tiden ville han være et perfekt eksemplar på et mobbeoffer. Jeps. Havde vi gået på samme grundskole, havde jeg og mine venner givet han buksevand og smidt hans madpakke ud i skraldespanden.

Nu havde jeg bare lyst til at tvære hans fedtede smil af hans ansigt med min knytnæve.

Endnu mere da han gik hen til Sky og kyssede hende goddag på kinden. Sky så -til min tilfredshed- heldigvis ud til at føle sig utilpas over kysset. Sikkert fordi jeg stod og gloede rigtig olmt på dem.

"Hvem er det?" Hørte jeg den blåøjede prins charming sprøge Sky. Hun svarede ikke, hun ikke engang så på ham, men havde hele tiden øjenkontakt med mig.

Jeg gav hende et skævt smil og lænede mig op af husets væg. Jeg vidste, hun prøvede at fortælle mig noget med sine brune øjne. Og jeg vidste, hvad det var.

Ikke et ord om os, tiggede hendes øjne mig tavst om.

Egentlig havde jeg lyst til at gnide det ud i hele hans smilende ansigt. Gad vid,  hvor meget han så ville smile.

Men jeg vidste også, at jeg ikke kunne gøre det mod Sky. Selvom det satte mit pis i kog at se de to sammen, kunne jeg ikke bare komme her og ødelægge Skys forhold. Selvom ham fyren ikke fortjente hende.

Ingen fortjente Sky. Hun var for god til alle. Sådan var det bare. Det var ikke ment på en dårlig måde. Det betød bare, at hun var en smuk engel sendt fra himlen, og alle vi andre perverse mænd, var de rene dæmoner sammenlignet med hende.