Under the same Sky

3️⃣5️⃣

Mig og Anne sad og snakkede ved køkkenbordet, mens hun snittede salat, og jeg egentlig bare sad og så på.

Men jeg havde tilbudt at hjælpe, og fik derefter strenge instrukser om bare at sidde og slappe af.
Det var måske også for det bedste. Jeg tror ikke engang, jeg ville kunne finde ud af at lave en simpel salat.

Så gode var mine kokkeevner nemlig...

Og som jeg sad og snakkede med Anne, glemte jeg totalt tidsfornemmelsen. Pludselig stod Harry med et surt ansigtsudtryk og rynket pande, for enden af trappen og sendte dolke med øjnene i retning af både mig og hans mor.

"Hvad laver I?" Spurgte han roligt, men tog nogle stive skridt i vores retning.

Passiv aggressiv. Næsten den værste form for vrede. Stemme og selvkontrol helt roligt, mens mimik og kroppen var anspændt og vred.

Og Harry lignede en meget farlig mand, klædt helt i sort og med et surt udtryk. Ham ville jeg nødig stødde på alene en fredag nat. Yaiks.

Men Harrys mor lod ikke til at lade sig gå på. "Vi laver salat og hygger. Vil du være med?" Hendes stemme var helt blød og rolig, mens hun gjorde tegn til, at han skulle sætte sig på stolen ved siden af mig ig overfor hende.

Og det gjorde han så. Gik den sidste distance og satte sig på stolen med knyttede næver ved siden af mig.

Og så var der stille i noget tid. Mig der kiggede alle andre steder hen end på Harry, der åbenlyst prøvede at få min opmærksomhed. Men ik' om jeg ville stå skydeskive til hans dolke-skydende øjne. Ellers tak du.

"Harry! Stop så det surmuleri. Sky ville jo bare snakke. Hun kender ikke noget til din familie, og du kender sikkert samtlige familiemedlemmer i hendes. Det er ikke fair." Så kom den strenge og retfærdige mor frem i hende, og den store stygge Harry virkede pludselig som en lille 7 årig der fik en lektion eller to i ordentlig opførsel.

Og overraskende nok virkede det. Harrys knyttede hænder løsnede sig og lagde sig istedet fladt på bordpladen og den sure panderynke forvandt.

"Undskyld." Mumlede han ned i bordet, som fik moren til at smile.

"Det var godt." Smilede hun veltilfreds og blinkede diskret til mig, hvilket næsten fik mig til at fnise højt.

"Nå Sky, lad mig så høre alt om dig. Hvordan går det? Hvad med din familie?" Begyndte hun.

Jeg skulle lige til at åbne munden og fortælle hende alle de gode -og mindre gode- ting omkring Richard, men hun kom mig i forkøbet.

"Ih!" Udbrød hun glad. "Jeg må bare møde din mor. Jeg skal da så meget ud at shoppe med hende."

Jeg fik en klump i halsen og følte mig pludselig meget utilpas. Jeg rettede mig i stolen og tørrede, uden at de lod mærke til det, hænderne af i bukserne.

"Mor." Sagde Harry alvorligt og fik hendes fulde opmærksomhed. Desværre misforstod hun advarelsen.

"Hvad?" Spurgte hun og trak på skulderne. "Jeg kan da godt shoppe med hende, selvom I to ikke længere er kærester. I er da venner?"

Nu havde jeg det rigtig rigtig dårligt. Mit hoved begyndte at dunke, mine håndflader drev nærmest af sved og jeg havde sandpapir i halsen. Selv ikke hvis det så galt liv og død, ville der kunne komme et forståeligt ord ud af min mund.