Under the same Sky

4️⃣2️⃣

"Sig det er løgn!" Kvidrede Lucy, da jeg havde fortalt hende de sidste dages drama.

Om min pinlige kærlighedserklæring til Harry og Austins kærlighedserklæring til mig.

Lucy havde siddet måbende og gloet på mig med øjne som tekopper. "Hvad?!" Gispede hun endelig og så så direkte på Harry, der tog imod en bestilling hos et bord.

Jeg slog hende på armen for at få hendes opmærksomhed. "Hold op med at stirre!" Hvæsede jeg og så også over på Harry.

Han havde slet ikke sagt et ord til mig eller set i min retning, hvilket jeg synes var totalt åndssvagt. Altså okay jeg havde åbnet mit hjerte for ham, og han havde afvist og sagt, at vi ikke kunne være venner.

Men helt ærligt! Det kunne han da ikke mene alvorligt. Jeg havde brugt de sidste dage på at tænke det hele igennem, og jeg havde indset, at vi ikke kunne være kærester, men derfor kunne vi vel godt forblive venner?

Også selvom det var hårdt for os begge. Men hellere venner end slet ingenting.

"Hvad gør du så? I kan jo ligesom ikke undgå hinanden for evigt. I bor i samme by, har fællesvenner og abejder det samme sted på næsten de samme dage." Sagde Lucy og kiggede på trods af mine skrappe blikke stadig i retning af Harry.

"Stop så med at glo!" Snerrede jeg igen og sukkede så opgivende. "Jeg ved ikke, hvad vi gør. Vi må vel bare forblive venner selvom det er svært. Også for Austins skyld."

Lucy nikkede. "Ja. Det er godt nok forvirrende. Men hvornår har I så tænkt jer at snakke igen? Med Fyre kan det tage dem evigheder om at tage intertativet. Se selv med Mike. Hvor lang tid gik der ikke lige før han inviterede mig ud på en date."

Jeg bankede hånden ned i bordet. "Du har ret Lucy. Jeg går over til ham nu. Så må han da tale med mig."

Lucy piftede af mig og klappede i hænderne, da jeg bevægede mig over i retning af Harry, der stadig stod og skrev hans kunders bestilling ned.

"Ellers andet?" Hørte jeg ham spørge dem om, inden Harry og kunderne fik øje på mig.

"Um Hej. Øh er der noget galt?" Spurgte Harry akavet om og flakkede med øjnene fra mig og ned til kunderne.

Jeg trak på skuldrene. "Næ egentlig ikke. Ud over at vi to skal have os en lille snak." Sagde jeg ligegyldigt og vippede tilbage på hælene.

Harrys øjne flakkede igen ned mod kunderne, der så lidt små irriteret ud. "Um lige nu og her?" Spurgte han mistroisk.

Jeg nikkede. "Ja tak hvis du har tid."

En af Harrys kunder vendte sig mod mig. "Det har han faktisk ikke, så hvis du ville være så venlig at gå igen så..."

Ham ignorerede jeg. Det var Harry jeg ville tale med og ikke kunden. "Super jamen så starter jeg." Begyndte jeg og elskede synet af Harry der vred sig ubehageligt.

"Vi kan godt være venner Harry. Det bliver svært, men vi kan godt. Jeg vil gerne. Jeg vil hellere være din ven end slet ingenting." Forklarede jeg ham og rakte ud efter hans hånd, der stadig holdte om den lille notesblok.

Harry sukkede. "Sky det kan vi ikke..."

Jeg tyssede på ham. "Selvfølgelig kan vi da det."

Han rystede på hovedet. "Nej Sky. Og lad det så ligge. Vi kan ikke være venner. Vi er kollegaer, og vi har en fællesven, men vi er ikke venner. Det kan vi ikke være."

Det var som om vi stod hjemme hos ham igen, og han endnu engang afviste mig. Nu bare med publikum også. Og den sure kunde, der havde sagt at jeg skulle gå, sad nu med et slesk smil om munden og så ud til at nyde forestillingen.