Under the same Sky

2️⃣8️⃣

"Mary Lewis, jeg har gæster med." Råbte jeg, da jeg trådte ind af døren til mit hjem.

Hjem. Her i England. Jeg vænnede mig aldrig til det.

Kort efter kom Mary Lewis humpende ud til Harry og jeg. Hendes øjne blev så store, at jeg var bange for, at de ville falde ud, eller at hun ville få et hjertestop af glæde.

"Det er jo den søde Harry!" Og som om jeg var var luft, masede hun sig forbi mig i den lille entre og slog armene om Harrys hals.

Harry gengældte hendes kram og trak usynligt på skulderne, da han bemærkede det sure blik, jeg sendte ham.

Austin havde aldrig fået sådan en velkomst. Eller mig for den sags skyld...

"Hej Mary Lewis. Du ser godt ud i dag. Har du gjort noget ved håret?" Kom det smilende fra Casanova.

Mary Lewis vendte sig flovt mod mig og slog drillende Harry på overarmen. Sikkert for lige at mærke hans veltrænede arme. Altså! Hvad skete der for hende?! Var hun 18 eller 80?!

"Ih altså søde Harry. Sky, din ven er meget charmerende. Austin må hade ham."

"Faktisk!" Skyndte jeg mig at tilføje, inden hun kom for godt i gang med Harry og totalt glemte, at Austin var kæresten og ikke Harry. "Så er Austin og Harry gode venner. Ikke sandt Harry?"

"Jo bestemt." Hans mundviger sitrede, mens han kæmpede i mod et smil. Men han var afsløret. Hans øjne strålede af humor.

Mary Lewis vendte sig endnu engang mod Harry og begyndte at trække ham ind mod stuen. "Vil I ikke have nogle småkager? Jeg finder lige nogle, så kan I bare sætte jer til rette."

Af en eller anden grund blev jeg irriteret på Mary Lewis. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde mig sur, at hun bare trak afsted med Harry. Han var min gæst!

Og når hun så op på ham med sine gamle rynkede øjne, blev jeg nødt til at knytte mine hænder for ikke at gå amok på hende.

En gammel dame! Jeg tænkte på at slå en gammel dame! Åh Gud hvad var der galt med mig?

"Faktisk så tænkte jeg på, om Harry ikke ville med ovenpå? Jeg har nogle... Um... Hylder han skal hjælpe mig med at sætte op." Dårligste undskyldning ever.

Mary Lewis vendte sig forvirret mod Harry og ventede på hans svar. Hans øjne ikke engang flakkede over i hendes retning, men var fokuserede på mig og havde et underligt udtryk. Han var forvirret.

"Um jo. Selvfølgelig." Og så gik han hen til mig, og jeg fulgte ham op af trapperne, væk fra Mary Lewis og hendes småkager.

Og af samme ukendte grund for hvorfor jeg var irriteret på hende, havde jeg lyst til at hovere over, at Harry var gået med mig istedet for at spise kage med hende.

Altså helt seriøst! hvad var der galt med mig?! Siden hvornår var jeg begyndt at hade gamle mennesker?

Jeg lukkede døren ind til mit værelse in case Mary Lewis kunne finde på at komme op og forstyrre.

Harry vendte sig om mod mig stadig forvirret. "Der er ikke nogen hylder, jeg skal sætte op, er der?"

Jeg rystede langsomt på hovedet lidt flov over min amatøriske undskyldning.

Det fik ham til at lyse op i endnu et stort smil og det frække glimt i øjet kom tilbage. Jeg vidste ikke, hvad han ville sige, men jeg vidste ud fra blikket i hans øjne, at han synes det var sjovt.

"Du er jo jaloux!"

"Hvad?!" Nærmest råbte jeg, så de kunne høre det helt over i Irland.

Harry smed sig tilfreds ned i min lille seng -hans fødder stak ud i fodenden- og smilede. "Lille fugl. Jeg har sagt det før, men du har tydeligvist glemt det. Jeg er ikke til rynker og slaskede røve."