Under the same Sky

3️⃣6️⃣

-----Harry-----

Jeg vågnede fuldstædig smadret i kroppen og helt bombarderet i hovedet.

Kæft hvor orkede jeg ikke i dag. Hverken at stå op, tage tøj på eller i det hele taget bare at tænke.

Og hvad, hvad kunne være årsagen til denne træthed? Nemt nok. Sky Cloud.

Jeg ved ikke, hvad den tøs gjorde ved mig, men det på en eller anden måde lykkedes hende at trykke på alle mine knapper, irritere mig, gå imod mig og samtidig være så fandens dejlig, at jeg kunne hive håret ud på mig selv af frustration.

Se eksempelvis i går.

Hun gik ned til min mor, selvom jeg udtrykkeligt bad hende om at blive på værelset. Og hvad gør hun? Fiser ned at trapperne og kaster sig i min mors arme.

Og om jeg ikke konstant blev mindet om det, efter jeg havde forladt Austin og Sky. Min mor nærmest stod i døråbningen klar til at tage imod mig, for at høre hver eneste detalje om Sky, om Austin, og om hende og jeg. Helt ærligt mor! Lad mig være!

Men hvaad gør Sky så efter at være så uendelig træls? Hun opfører sig som den lille engel, hun er, og takker mig -takker mig- for at være hendes ven.

Som om jeg havde et valg!

Hun forstår det ikke. Overhovedet. Jeg vil bogstaveligtalt gøre hvad som helst for hende. Hvad som helst. Og hvis hun vil være sammen med Austin lige nu, vil jeg være et bedre menneske -for hende- og give hende? hvad hun har brug for. Støtte og tryghed. En ven.

Men jeg skal saftsuseme blive den bedste ven, der nogensinde har gået på denne jord.

Den plan gik lidt i vasken efter jeg råbte af hende i går aftes. Hvilket var lidt dumt. Jeg skulle ikke have givet frit løb for mine frustrationer på den måde. Det er ikke fair overfor hende. Hun har det ikke nemt. Det ved jeg. Og jeg skal ikke tilføje til den pulje.

Hvilket også var derfor jeg, at jeg på trods af mig elendige humør, rejste mig fra sengen, tog mit sædvandlige sorte tøj på -T-shirtsene fra i går og et par bukser jeg fandt i vaksekurven- greb et æble på vejen og kørte i retning af Skys hus.

-----------------------

Dumme mig altså!

Klokken var kun 9:30 om morgenen. Og så på en søndag. Chancen for at Sky var oppe var minimal. Virkelig. Hun stod ikke op før 9 medmindre det galt liv og død!

Måske ikke engang da, for at være ærlig...

Men jeg bankede alligevel på. Måske var jeg heldig. Måske kunne hun høre det.... Gennem et tykt gulv og flere vægge.

Jeg sagde måske.

Døren åbnede sig godt nok ig et øjeblik stod heg lige og takkede Gud for dette mirakel. Indtil jeg så, at det var ikke Sky der åbnede døren, men mrs. Lewis. Hun åbnede døren, og hendes mund dannede et "O", da hun så mig stå på hendes fodtrin.

Normalt kunne jeg godt lide opmærksomheden -især fordi det generede Sky.

Meeeen lige nu -som så meget andet- orkede jeg ikke lige mrs. Lewis og hendes små berøringer og søde ord.

"Jamen det er jo den søde Harry! Kom ind, kom ind." Hun vinkede mig ind med en kroget rynket finger og lukkede den tunge dør bag mig.

"Nej altså! Hvad skylder jeg æren?" Pludrede hun og slog sine hænder sammen.

Jeg tog overtøjet af og fulgte efter mrs. Lewis ind i den store stue. Der var tændt op for pejsen, og jeg kunne se hendes striktøj ligge over ved siden af hendes store stol, så jeg måtte have afbrudt hende midt i strikningen.