Under the same Sky

4️⃣7️⃣

Cafe Costa var rimelig anspændt, da jeg dukkede op på arbejde igen efter Ssvannah havde gjort mig til grin.

Jeg havde ikke kunnet komme af med min vagt og måtte derfor bide i citronen og møde op, hvor både Savannah og Harry var tilstede.

Det var bare Jubiii.

I det mindste var Lucy her. Hun holdt humøret lidt oppe ved hele tiden at tale om hende og Mike og om, hvordan de skulle i biografen sammen efter arbejde og se en romantisk komedie.

I det mindste er de lykkelige. Mike er så sød ved Lucy. Han åbner altid døren for hende, holder hende i hånden ved hver chance og kyssede hendes tinding, når skilles for at arbejde.

Jeg kunne ligefrem se kærligheden lyse ud af øjnene på Lucy. Hun smilte altid, når hun talte om ham og hver gang han kom gående ind i rummet, var hendes øjne fokuseret på ham.

"Hvad skal dig og Austin så efter arbejde?" Spurgte Lucy mig, mens hun sad og dinglede med benene ude over kanten på skranten.

Jeg stod lænet op af opvaskemaskinen og sugede alt dens varme til mig. Det begyndte at blive koldere og koldere og aftenen mørkere og mørkere. Det var allerede ved at blive mørkt klokken 16...

Vinteren var på vej. Og som en indfødt Californiengirl, der aldrig havde boet andre steder end den by i det sydlige Californien, hvor solen skinnede året rundt, var det virkelig underligt at opleve vejret skifte på denne måde.

Desværre havde jeg fået at vide, at det kun blev koldere fra nu af. På den ene side havde jeg virkelig glædet mig til at se sne og opleve det i virkeligheden -istedet gor det falske plastik sne de brugte i film- men jeg havde ikke troet at det ville være så koldt.

Det satte ligesom en lille dæmper på glæden over at skulle se sne...

"Vi skal hjem til hans lejlighed... Mere ved jeg ikke." Svarede jeg Lucy med et smil.

Ud over sne glædede jeg mig til at skulle være sammen med Austin i dag. Han sagde, at han havde en overraskelse til mig, så når jeg havde fri fra arbejde , kom han og hentede mig for så at køre os hjem til ham, så han kunne give mig min overraskelse.

Jeg glædede mig. Jeg hadede overraskelser... jeg hadede ikke at vide, hvad der skulle ske, eller hvad vedkommende havde fundet på, for tænk hvis det var noget man bare blev mega skuffet over, så blev man nødt til at have sin "nøj-hvor-blev-jeg-bare-overrasket-og-glad" ansigt på, og jeg var ikke så god en skuespiller, så folk vidste som regel, hvis de havde kikset i det.

Og så ville jeg bare få dårlig samvittighed og hele overraskelsen ville være én stor fiasko, man aldrig talte om igen.

Men på trods af alt det negative ved overraskelser, elskede jeg dem alligevel!... hvis altså overraskelsen var god, selvfølgelig.

Overraskelser var nemlig en anden måde at sige "jeg tænker på dig, og jeg holder af dig" og derfor planlagde man overrasker for at vise den anden person sine følelser.

Og det at Austin ville give mig en overraskelse varmede hele min krop, og jeg glædede mig til, at jeg fik fri, så han kunne give mig til overraskelsen.

Lucy trommede fingrende ned i bordet i en hurtig rytme. "Hvordan går det med Austin og Harry? Jeg mener, er de stadig venner, selvom dig og Harry fryser hinanden ude?"