Under the same Sky

2️⃣2️⃣

"Jamen søde dog! Hvord'n er det du ser ud?!" Gispede Mary Lewis, da jeg klokken 11:30 kom gående ned af trapperne, mens jeg gnubede søvn ud af øjenene.

Inden jeg svarede, gabte jeg stort og strakte mig, lige så lang jeg var. Jeg satte mig ned i en af sofastolene overfor Mary Lewis. "Jeg kan ikke engang huske jeg gik i seng i seng i går." Lo jeg stadig søvnig og dissy.

Mary Lewis grinte også hendes gamle rustne grin mens strikkepindene kørte derudaf. "Det er fordi fu sov, da den søde Harry kom hjem med dig igår."

Vent hvad?!
Jeg var stadig søvnig og muligvis stadig i sove-mode, men det der fik mig ud af fjerne på ingen tid.

"Han sagde at du faldt i søvn i hans bil. Han bar dig helt op af trapperne og lagde dig i seng." Hendes øjne strålede ved mindet fra aftenen før.

Så Harry... Bar mig i seng? Efter jeg faldt i søvn i hans bil?
Det forklarede en lille smule. Som hvorfor jeg ikke kan huske at jeg gik i seng, hvorfor jeg vågnede midt om natten fuldt påklædt og ved at dø af varme så jeg måtte skifte til en enorm T-shirt der også var mit nattøj.

Men det forklarede ikke følelsen af... Lettelse? Spænding? Jeg havde i maven.
Jeg blev nødt til at bide mig i læben, ved tanken om Harry der bar mig op i seng.

Mary Lewis lagde strikketøjet fra sig og rømmede sig akavet, da jeg blev ved med at tænke. "Men jeg forstår ikke, hvorfor den søde Harry kom med dig og ikke den unge Austin?"

Hendes kælenavne til drengene synes jeg var sødt og lidt fornemt fundet på, men når hun sagde deres navne i samme sætning -søde Harry og unge Austin- fik det ligesom den ene til at virke som hendes favorit.

Ja favoritten var Harry. Til hvem er han ikke favoritten?
-ud over mig altså! Austin var helt klart min favorit. Han var jo min kæreste.

"Harry kørte mig hjem fra arbejde i går, så jeg ikke behøvede at tage bussen." Forklarede jeg hende. Hun hævede øjnbrynene over brillerne, som om den forklaring ikke var så uskyldig overhovedet.

"Ham Austin... Han må stole meget på dig." Hun sagde det i et mærkeligt tonefald. Som om hun var skeptisk. Hun så heller ikke på mig, mens hun sagde det. Fokuserede bare på strikkerriet, selvom jeg vidste, at hun ville kunne det i søvne.

"Hvad får dig til at sige det?" Spurgte jeg og undrede mig over hendes pludselige indrømmelse og skepsis.

"Tjo. Altså dengang jeg var ung," hun blinkede med smil til mig, inden hun fortsatte; "da var man kærester og det var det. Hvis andre unge mænd prøvede at charmere den unge kvinde, så blev den unge mand en udstødt. Dengang tog man ikke, hvad der var andres."

Okay... Jeg forstod ikke helt, hvad den historie havde med noget som helst at gøre. Faktisk forstod jeg ikke helt, hvad det var vi snakkede om. først Harry der kørte mig hjem, så noget med Austins tillid til mig og nu tyveknægte fra det tidligere århundredeskifte?!

"Hmm." Brummede jeg lidt forvirret og helt ærligt en smule irriteret på Mary Lewis, fordi hun sådan tvivlede mig og Austins forhold. "Nå men sådan er det ikke længere. Og desuden tager Harry ikke noget. Jeg er Austins, det ved Harry også udemærket. Han ville ikke ødelægge det."

Jeg fremlagde det overbevisende og en smule vredt, men på trods af min overbevising, var der en lille stemme i mit hoved, der sagde, at jeg løj for mig selv.

Harry ville da ikke ødelægge mit forhold med Austin, vel?

Jeg kom i tanke om hans flirteri, hans evne til hele tiden af dukke op, og hans nedgørende øgenavn -loverboy- til Austin. Tegn der tydede på noget helt andet, end hvad jeg lige havde sagt.