Under the same Sky

4️⃣6️⃣

Nogengange var jeg bombesikker på at hele universet var imod mig.

Det var som om jeg gik rundt med et stort, fed neonskilt med kæmpe bogstaver, hvorpå der stod; "gør Sky Clouds liv til et helvede!"

Altså hvad skete der lige for det? Hvordan, hvordan kan man være så uheldig at bumpe ind i lige præcis den person, man havde håbet på ikke at møde, sådan ca. nogen sinde igen.

Jo nu skal jeg fortælle hvordan... Det kan man hvis man er mig! Jeps det er kriteriet.

Jeg havde været oppe og træne. Hele min krop var øm, og jeg så virkelig frem til bare at komme hjem og se noget tv. Lave ikke en meter og bare smovse Chips. Have lidt ondt af mig selv måske, og så ringe til Nora, så vi var to om at have ondt af mig.

Men så langt nåede jeg aldrig i min dejlig afslappede plan. På parkeringspladsen stod en vis person, jeg havde prøvet at undgå mest muligt, og ventede på mig.

Eller det vil sige, at jeg antog, at det var mig eftersom parkeringspladsen var tom, og jeg stort set havde været den eneste inde til træning.

Jeg nåede lige at se rundt og tjekkede min mobil, men desværre kunne jeg ikke komme på en flugtvej eller finde på en undskyldning for ikke at stå og sludre.

Og sludder var uundgåeligt, for personen var på vej hen mod mig.

"Hej Sky." Hilste hun og gav mig en kæmpe krammer, selvom jeg ikke havde været forbi hendes hus i lang tid efterhånden.

"Hej Anne." Pev jeg og prøvede at holde på den smule ilt jeg havde tilbage i lungerne.

Da hun endelig gav slip på mig ,tog jeg en ordentlig mundfuld frisk luft og var lettet over at kunne trække vejret igen.

Anne stod med hænderne i siden og rynkede næsen. "Sky jeg går altså lige til sagen. Hvad sker der med dig og Harry?"

Jeg vidste det ville komme. På et eller andet tidspunkt, om det så var efter en halvtimes smalltalk, så ville spørgsmålet på et eller andet tidspunkt dukke op.

Og ligesom Anne havde været ligeud med mig ville jeg også være det overfor hende, selvom det måske ikke lige var det fedeste at stå at sige foran hende.

"Jeg tror, du skulle sprøge din søn om det. Jeg er ikke helt sikker på, at vores svar vil være helt ens." Hviskede jeg og så ned i jorden for at undgå hendes bekendte grønne øjne.

Anne sukkede. "Problemet er, at jeg allerede har gjort det. Og uanset hvor mange undskyldninger Harry kommer med, så er og forbliver han en idiot."

Ummm. Undskyld?

Jeg hostede for at dække over min overraskede gispen. "Um jeg er ikke helt med." Prøvede jeg, stadig i tvivl om jeg virkelig havde hørt rigtigt første gang.

Hvem kaldte sin søn for en idiot?

Anne løftede øjnbrynene. "Åh søde. Du har måske kendt Harry længe, men jeg har kendt ham i 19 år. Og med den erfaring jeg har mig, så vil jeg kalde min egen søn for lidt af en idiot."

Tænk engang. Hun sagde det rigtigt nok første gang. Jeg tror måske Harrys mor var min nye yndlingsperson!

Anne blev ved. "Sky du skal ikke tænke om mig som en dårlig mor, men jeg kender min søn. Jeg ved, hvad han har lavet, hvad han har været udsat for og hvilke problemer han tidligere har været involveret i, og udfra alt dette, kan jeg bekræfte, at min søn ikke er Guds bedste barn, og at han til tider har det med at være et rigtigt fjols."