Under the same Sky

7️⃣7️⃣

"Jeg kan ikke tro, at du og min lillebror er sammen!" Udbrød Gemma, mens jeg gik og tørrede bordene af i cafe Costa.

Jeg trak på skulderne. "Det har vi jo egentlig været før. Nogen ville sige at det var mærkeligt at vi ikke var sammen."

Gemma slog ud med armene. "Ja jeg ved det godt, men jeg kendte dig ikke før. Du var min veninde, før du var min brors kæreste. Og jeg ved godt, at jeg har opmuntret dig, men det er altså lidt underligt." Smilte hun med en rynket næse.

Jeg grinte og førte hende med om bag skranten, hvor jeg vred kluden om under håndvasken og begyndte at tørre skranten af.

"Men lov mig en ting!" Gemma så alvorligt på mig og pegede med en anklagende finger. "Ikke noget med at lave noget ekstra sjovt i min seng, er det forstået unge dame."

Jeg nikkede voldsomt og kunne mærke, at jeg fik det helt varmt. Min rødmen skyldes en blanding af flovhed og tanken om Harry, og jeg der havde det ekstra sjovt sammen, som Gemma havde sagt det.

Gemma fik store øjne og lavede bræklyde. "Ej! Du tænker på det, gør du ikke?!"

Jeg trak undskyldende på skulderne. Det var trods alt hende, der havde mig til at tænke i de baner. "Sorry."

Gemma skuttede sig og rystede hele kroppen. "Ew. Nu har jeg nogle forfærdelige billeder af jer."

De var skam ikke forfærdelige i mit hoved...

"Nå lige noget helt andet..." Gemma trak en af stolene fra et af bordene om bag skranten og satte sig ned, mens jeg begyndte at fylde opvaskemaskinen.
"Hvornår kommer hende den langbenede dulle?"

Jeg rynkede panden. "Hvem?"

Gemma tænkte sig om. "Jeg ved ikke, hvad hun hedder. Jeg ved kun, at hun kimede Harry ned hver aften, og at de vidst havde noget kørende. Eller noget."

Jeg fik en klump i halsen, da jeg tænkte på Harry og Savannah sammen. "Du mener Savannah. Og hun skulle være her hvert øjeblik."

Det var rigtigt. Øjeblikket var kommet. Jeg kunne ikke længere undgå Savannah og i dag skulle vi arbejde sammen. Hvis jeg var heldig, lod hun som om jeg var luft, som hun plejede at gøre.
Men det troede jeg næppe var tilfældet.

Gemma nikkede. "Ja det var hendes navn. Jeg har aldrig kunnet lide hende. Om jeg fatter, hvordan Harry kunne udstå hende i mere end fem minutter." Gemma lavede bræklyde.

Jeg grinte, men da døren gik op og Savannah trådte ind med vuggende hofter og hendes lange lyse hår lå om hendes skulder som silke, forsvandt mit smil hurtigere end lynets hastighed.

Gemma skulede til hende og lavede en sidste bræklyd. "Vi ses søde. Harry sagde, at han ville komme og hente dig."

Jeg smilede og vinkede farvel til hende. Hun skulede til Savannah, da de passerede hinanden, og Savannah slog ud med håret, som om Gemma var luft.

Savannah fik øje på mig og hendes øjne blev smalle. Mit indre frøs til is. Nu var det nu.

Savannah machrede hen mod mig, og hun lignede en løvinde, der var på vej hen til sit bytte. En lille forsvarsløs gazelle.