Under the same Sky

3️⃣2️⃣

"Sky?!" Harry styrtede ud af døren og kastede sig nærmest ned foran mig og tog min ene hånd i sine, for den anden kunne han ikke rokke ud af stedet. Den havde et solidt greb rundt om min krop. Den holdte mig sammen.

"Hvad sker der?!" Jeg kunne både se og høre hans panik, mens han begyndte at undersøge mig for skrammer og skader.

Desværre var skaden indeni. Hvor han ikke kunne se det. Ellers havde han kørt mig direkte på operationsstuen, så de kunne fixe mit hjerte. Mit løgnagtige hjerte, der løj for sine elskede og opførte sig mærkeligt.

Harry blev tydligt en smule lettet, da ingen synlige skader viste sig på mig, men det gjorde ham også endnu mere panisk for at finde ud af, hvad der var sket mig.

"Sky? Søde. Hvad er der? Hvad skal jeg gøre?" Tiggede han om og klemte min hånd i hans for, at få mig til at se på ham.

Hvis han ville hjælpe, skulle han køre en kam gennem det filtrede hår, der var mit liv. Han skulle gøre tingene ukomplicerede med Austin, han skulle slette alle løgnene, han skulle få Nora tilbage, han skulle lade være med at påvirke mig, som han gjorde, og for Guds skyld bare være min ven!

Var det virkelig for meget at forlange?!

"Ta' mig hjem." Fremstammede jeg istedet med hæs stemme, mens endnu en tåre ensomt trillede ned af min kolde kind.

Bare rolig lille ven. Snart kommer resten af dine mange millioner venner og gær dig selvskab.

Harry trak mig op under armene som en lille baby, og holdte mig oprejst med en arm rund om mit liv og en støttende hånd i min. Langsomt fik han mig ind i sin bil, spændte min sikkerhedssele, løb om til sin egen side, hvor han med det samme tændte op for varmen på fuld skrue.

Det var ikke gået op for mig, at mine tænder klappede, før jeg havde fået nok varme i kroppen, til at de endelig holdte op. Pludselig var der en dejlig ro i mit hoved.

Harry sagde ikke et ord hele vejen hjem. Han var stille og kørte mig og ud over at tjekke op på mig gennem øjenkrogen, så han heller ikke i min retning.

Det var først da han holdte i min indkørsel, at han brød stilheden. "Jeg går med ind." Så gik han ud af bilen, hjalp mig ud og støttede mig hele vejen på til døren, og selv da jeg som en zombie fik mig travet op af trapperne, havde han en hånd på min hofte, for at være klar til at gribe mig, hvis mine ven skulle svigte.

Og da jeg kom ind på mit værelse, guidede han mig hen på min seng og pakkede mig ind i min dyne og fandt flere tæpper frem. Til sidst lignede jeg en buritto, som jeg sad der viklet ind i tusindvis af tæpper og dyner.

Harry satte sig ved siden af mig og tog min kolde hånd i sin. Hans hænder brændte næsten min hud, så kold var jeg. Men jeg flyttede den ikke. Jeg havde brug for varme, og så var trøsten dejlig.

"Fortæl så, hvorfor du sad og var ved at fryse ihjel og på kanten til et sammenbrud." Hans tone var ikke hård, men den var blid og stille samtidig med, at han var bestemt.

Jeg havde det ærligtalt allerede bedre, efter at Harry var kommet. Det havde hjulpet at komme lidt væk fra Austin, så jeg ikke så hans smukke smilende ansigt og konstant blive mindet om den løgnagtige kæreste jeg var.

Og det havde hjulpet at få varmen. Og Harrys støtte og trøst havde også i den grad hjulpet. Jeg følte ikke længere, at jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Jeg følte mig bare... Ked af det. Trist.

Ikke frustreret og forvirret som før. Bare... Trist.

"Det er Austin..." Begyndte jeg, ikke helt sikker på, om jeg ville snakke om Austin sammen med Harry.