Under the same Sky

5️⃣3️⃣

"Jeg er ikke vild med det Sky." Klagede Austin, da han kørte ind og holdte ved kirkens parkeringsplads på den anden side af cafe Costa.

Jeg sukkede, ikke spor vild med det heller. "Jeg ved det Austin. Men jeg kan ikke sige op. Jeg har brug for pengene. Jeg må bare holde ud i de timer og finde mig i, at Harry og jeg arbejder det samme sted de samme dage."

Austin gryntede og stirrede surt på cafeen. "Ja sådan er det vel. Med mindre jeg kunne skaffe dig et job hos mit arbejde? Så behøver du ikke se Harry?"

Jeg skar ansigt. "Og arbejde side om side med dig? Jeg elsker at tilbringe tid med dig Austin, men jeg tror, vi ville gå hinanden på nerverne, hvis vi gik op af hinanden døgnet rundt. Det er bedst at jeg bliver her. Desuden er Lucy og Mike her også."

Austin gryntede igen. "Fint."

Jeg lænede mig ind over ham og plantede et kys på hans læber. "Du er da en solstråle, er du ikke?" Grinte jeg sarkastisk til hans surmulede grimasse.

"Jeg kan ikke gøre for det. Harry pisser mig af." Svarede Austin lige så muggen som før.

Jeg åbnede bildøren. "Ja men der er ikke så meget at gøre ved det. Vi ses senere."

Jeg stod ud af bilen og smækkede bildøren i for så at sende ham et luftkys. Det hjalp ikke specielt meget på hans humør, og han kørte væk.

Jeg rystede på hovedet og gik ind i cafeen. Lucy var her allerede og gik og løftede stolene fra bordene og ned på gulvet.

Hun smilte, da hun så mig komme ind af dørene. "Godt du er her! Ta en kost og fej gulvet. Det er møj beskidt."

"Javel." Smilte jeg og gik ind i personale rummet, hvor jeg lagde min skuldertaske.

Da jeg skulle til at række ud efter håndtaget og gå ud til Lucy igen, åbnede døren sig før jeg kunne nå det, og en krop gik direkte ind i min.

"Av!" Klagede jeg, da jeg faldt ned på gulvet og slog min bagdel på grund af sammenstødet.

Harry stod og kiggede ned på mig med et ulæseligt udtryk. Ikke overraskende.

Jeg ømmede mig og skulle til at rejse mig op på en akavet måde, da en hånd kom ind i mit synsfelt. Jeg fulgte hånden op til armen og videre op til Harrys grønne øjne.

Han rakte mig hånden for at hjælpe mig op at stå.

Jeg puffede den væk og rejste mig op uden hans hjælp. "Tak men nej tak." Mumlede jeg og undgik hans stirrende blik.

"Er du okay?" Overraskede han mig ved at spørge. Hans stemme var langsom og dyb, præcis som den altid havde været.

Jeg undgik stadig hans øjne, selvom jeg kunne mærke, at han stirrede på mig. "Jeg har det fint."

"Du slog dig ikke?" Blev han ved.

Jeg var helt forbløffet. Jeg tror, det her var den mest rolige samtale, vi havde haft i lang tid. Hvor deprimerende.

"Nej gulvet var blød som en madras, tak fordi du spurgte." Bed jeg og skulle til at gå forbi ham, men han blokerede mig, så jeg endnu engang stødte ind i hans brystkasse. denne gang knap så voldsomt, så jeg faldt i det mindste ikke.

"Hvad?" Bed jeg igen af han og så ham ind i øjnene med hvad jeg håbede, var et meget irriteret udtryk.

Harry så mig direkte ind i øjnene, og jeg synes, han så en smule trist ud. Men det var hurtigt væk igen, så måske bildte jeg mig det ind.

"Er Austin stadig sur?" Han så ikke hoverende ud. Han så mere bekymret ud. Men det ville ikke give mening, for hvorfor skulle han være bekymret for mig eller Austin for den sags skyld.