Under the same Sky

7️⃣3️⃣

Jeg vågnede op og var to sekunder forvirret,da jeg ikke kunne genkende rummet, indtil jeg kom i tanke om, hvor jeg var.

Jeg lå i Harrys seng. Jeg smilede, vendte hovedet ned i hovedpuden og trak vejret ind gennem næsen. Harry. Hans duft var så stærk her i betrækket, og jeg kunne dø lige på stedet, så glad var jeg.

Tænk at jeg virkelig lå i hans seng!

"Sniffede du lige til min pude?" Spurgte en dyb britisk accent mig, og jeg smilede fra øre til øre ved lyden.

Jeg vendte mig på siden og så Harry ligge på en madres nede på gulvet. Hans brystkasse var nøgent, og hans tatoveringer var udsatte, og jeg kunne ikke se væk. "Ja det gjorde jeg vidst."

Harry grinte med en hæs morgenstemme -Gud hvor havde jeg savnet den lyd! "Det virker lidt stakler agtigt."

Jeg slog ud efter ham nede på gulvet og grinte. "Siger fyren med et billede af mig og en beskrivelse af sig selv indrammet på sit natbord."

Han tog sig til hjertet. "Auch. Godt ord igen."

Jeg rykkede mig ind til væggen og klappede på den frie plads ved siden af mig, så Harry kunne være der.
Han smilede og rejste sig, så dynen faldt ned, og jeg havde frit udsyn til hans blottede mave. Jeg slugte ham rådt med øjnene.

Harry lagde sig ned ved siden af mig, og jeg puttede mig omgående ind til ham, og han lagde armene om mig. Jeg sukkede og min krop fuld af lykke fra top til tå.

"Må jeg sprøge om noget?" Harry prikkede mig i siden på mig, og jeg gav et spjæt, da det kildede. Han grinte og kyssede min pande.

"Ja det må du."

"Kan jeg kalde dig lille fugl igen?"

Jeg så ind i hans grønne øjne og så dem stråle humor. Han lavede sjov med mig. "Hvis jeg sagde nej, har det alligevel aldrig stoppet dig før."

Han grinte. "Rigtigt nok. Så det tager jeg som et ja."

Jeg rullede bare med øjnene og fulgte hans tatovering af en sommefugl med min pegefinger.

"Hvorfor blev du egentlig sur, da jeg kaldte dig lille fugl?" Spurgte Harry pludselig om og stak en finger ind under min hage, så jeg ville se op på ham.

Jeg trak på skulderne. "Fordi det gjorde ondt, når du sagde det. Vi var ikke sammen og det mindede mig om dengang vi var, og den tid havde jeg virkelig forsøgt at glemme." Svarede jeg hudløst ærlig.

Han rynkede panden. "Jamen hvorfor dog det?"

Jeg smilede og prikkede ham på næsen. "Fordi du knuste mit hjerte, dumme."

Han løftede øjenbrynene. "Mig? Det var dig der slog op over et opkald."

"Det var dig der rejste fra mig." Gav jeg igen. "Og det knuste mit hjerte, indtil jeg igen selv måtte knuse det forfra og slå op med dig. Så ja, det navn brød jeg mig ikke om, da jeg var sammen med Austin."

Jeg gispede. Austin! Min søde søde Austin.

Harry lagde mærke til mig gisp og kyssede min kind. "Det skal nok gå. Han kommer videre."

I dag var i dag, hvor jeg skulle fortælle Austin, at jeg havde valgt, og at jeg havde valgt Harry. Jeg så ikke frem til det overhovedet.