Under the same Sky

5️⃣2️⃣

Austin overnattede! Da jeg vågnede op i min seng badet i sved, vågnede jeg op til Austins krop presset op mod min. Han havde en arm hvilende på min mave og en anden under sit hoved, mens han langsomt og tungt pustede ud i mit hår.

Og uanset hvor meget jeg end ville blive i sengen med ham og bare ligge og kysse og slappe af, så var jeg altså ved at dø af varme. Jeg måtte have noget vand og det helst inden jeg dehydrerede.

Jeg fik langsomt og så stille som muligt snoet mig ud af Austins arme og listede på tæer ud af døren og ud til mit minikøkken. Jeg bandede indvendigt, da jeg kom til at fumle med to glas, så de klirkede mod hinanden.

Jeg frøs til is. Stod stille i en ubehagelig position og lyttede efter bevægelse fra Austin på mit værelse.

Jeg ville ikke vække ham. Han fortjente at sove længe og hygge sig.

Det kolde vand gjorde underværker. Jeg blev kold og frisk. Jeg tror aldrig rigtig, at jeg var været så frisk -jeg så hurtigt på klokken over på væggen- klokken 9:13 om morgenen.

Sådan Sky. Tidligt oppe og alting! Måske var det her den nye mig? Måske var alt det dårlige, der var sket og alt det med at Austin tilgav mig, et tegn fra universet, der prøvede at fortælle mig, at jeg skulle blive til et andet menneske. Starte på en frisk.
Blive et menneske der stod tidligt op om morgenen, lavede mad til sin kæreste, begyndte at gå i skole igen og starte på college?

Jeg hældte resten af vandet ud i vasken. Ha! Ja som om det kom til at ske. Og alt det univers-fis? Det havde jeg fået nok af!

Jeg tog min mobil og opdagede at både Lucy og Gemma havde sendt mig en SMS.

Jeg startede med Lucys. Efter alt det der skete med Harry og Savannah, kunne jeg ikke forstille mig, at det Gemma havde at sige, ville være særlig positivt. Nok snare en mega skideballe over ikke at have fortalt hende noget.

Så jeg startede med den gode af de to SMS'er. Nemlig Lucys.

Men jeg tog fejl. Lucys SMS var også noget møj. Pæst eller kolort, det var mine valgmuligheder.

Manner et trist liv, Sky...

Hey Sky.
Ved ikke hvordan det går dig, eftersom du ikke gider at tage din mobil, men jeg tænkte, at du alligevel ville se det her, selvom det næppe vil hjælpe på humøret.
Det er noget rigtig rod. Håber virkelig at det hele løser sig for dig. -Lucy.

Jeg så den vedlagte fil Lucy havde sendt og fik en knude i maven. Det var et billede af Savannah og Harry. De var på cafe Costa og spiste brunch.

Billedet viste Savannah i en alt for lille T-shirt og en meget kort læder nederdel, der rakte ind over bordet med hovedet i hænderne, mens Harry sad overfor og rakte sin gaffel med pandekage over mod hende med et skævt smil.

Selvom jeg stadig troede, at Harry kun havde det her syge forhold for at pisse mig af, så de ualmindelig glade ud. Harry havde hans drillende skæve smil på, der altid varslede om ballade. Jeg vidste altid, når han var ude på noget og var spændt, for så smilte han sådan.

Og Savannah -udover at se mega billig ud- lignede hun en, der var på kanten af et grineflip.

De to så oprigtigt glade ud i hinandens selskab. Og Lucy havde ret. Det her hjalp slet kkke på mit humør. Men hvad ragede det også mig? Harry var ikke i mit liv mere. Det havde han selv sagt utallige gange og efter den seneste event også bevist.

Så jeg kunne roligt sige, at jeg var ligeglad, og at jeg hadede Harry, og at han kunne smide sit liv væk på en forkælet tøs, hvis det var, hvad han ville.