Under the same Sky

5️⃣6️⃣

Jeg vågnede op med den største hovedpine. Min krop var syg. Hele kroppen. Hver en centimeter havde kvalme og var svag.

Ikke tale om at jeg skulle træne i dag. Det havde ellers oprigtigt været min plan at træne, når det blev lørdag, men jeg havde ikke lige regnet en spontan fest med i min kalender, og nu hvor min krop havde det så dårligt, skulle jeg på ingen måde udsætte den for yderligere stress.

Men... Hvis jeg ville holde mim form kunne jeg ikke springe træningen over.

Så jeg hev mig selv langsomt op af sengen og tog mig for munden, da det hele bimlede og snurrede. Okay... Måske tager vi den bare lidt med ro.

Jeg gik i slowmotion og pakkede mit træningstøj og gik endnu langsommere ned af trappen og kiggede lige frem, af frygt for at kaste op, hvis jeg så ned og så at trappen snurrede.

Men alligevel var det som om at for hvert skridt jeg tog føltes kroppen lidt bedre. Og jo tættere bussen kom på fitnesscenteret jo mere kunne jeg mærke, hvordan tømmermændene blev udskiftet med glæde og spændthed.

Jeg elskede at træne. Eller det vil sige jeg elskede følelsen bagefter og elskede resultatet. Jeg elskede det knap så meget, når jeg driblede af sved og sparkede en boksepude Sønder og sammen. Og endnu mindre når jeg styrketrænede.

Alligevel blev jeg ved med at komme tilbage. Det er ligesom med stoffer. Man blev afhængig af følelsen.

Og da jeg havde klædt om og strukket ud, gik jeg ind i lokalet med boksepuderne, men det var allerede optaget, af en ganske særlig person.

Harry stod og bankede nævnerne ind i puden, så den fløj tilbage. Boksepuden fløj frem mod ham og fik et ordenligt slag. Han stoppede pudens voldsomme gyngeri og begyndte atter at slå puden.

Jeg kunne se på hans grå T-shirt med de mørke svedpletter, at han gav den gas, og han var ikke blid ved den boksepude.

Jeg skulle til at vende næsen 180 grader og stikke af, inden han nåede at se mig, men jeg snublede over mine egne fødder, og mine kondisko lavede gummilyde gennem hele lokalet.

Harry stoppede straks. "Hallo?"

Jeg stoppede op i en akavet position og frøs på stedet. Jeg måtte ligne én der var blevet opdaget i at lave noget forkert. Skræmt og forvirret.

"Øm. Hej. Jeg-jeg vidste ikke, at det var dig. Jeg går bare igen og lader dig være i fred." Løj jeg, for jeg vidste udemærket hvem han havde været i det sekundt, jeg så skyggen af ham.

Harry skubbede sit svedige hår tilbage. "Nej nej! Um jeg mener... Det er okay. Du kan blive."

Jeg rystede på hoved. "Nej virkelig. Jeg kommer bare tilbage senere. Jeg laver benpress imens.  Intet problem." Jeg ville bare væk herfra og det nu!

"Sky." Sagde Harry alvorligt, og jeg stoppede med at gå hen mod døren. Så tæt på at kunne flygte. Men ikke tæt nok. "Vær nu ikke dum. Hvis det gør dig i bedre humør, så tag den boksepude længst væk fra min."

Jeg sukkede. Fedt. Nu havde jeg dårlig samvittighed. Tag den længst væk fra min. Han lød som om, jeg ikke kunne udstå ham. Altså vi var uvenner, og han havde såret mig, og jeg hadede ham, men jeg var ikke barnlig og tog den der var længst væk.

jeg tog den, der var næst længst væk fra hans boksepude.

Og det virkede til at det var ok med Harry, for han begyndte igen at bokse.

Jeg varmede først lidt op igen og gjorde mig klar, inden jeg lagde mit første slag ind i siden. Puden gav sig og svang tilbage mod mig. Den fik én på skrinet.