Under the same Sky

6️⃣0️⃣

Harry stod med min halskæde. Den han engang havde givet mig.

Halskæden var sølv og formet som en fugl. Han havde dengang givet mig den, fordi han kom i tanke om mig, da han så den i et vindue, fordi han dengang kaldte mig "lille fugl."

Men nu lå halskæden ikke i et vindue i en smykkebutik i Amerika mere. Den lå ikke engang rundt om min nakke. Nej den lå i Harrys rystende hænder, mens han med store øjne stirrede på kæden, som om den skræmte ham.

"Hvad er det her?" Hviskede han og så chokeret på mig.

Jeg bed mig selv i læben. "Det tror jeg godt, du ved."

Han rystede på hovedet. "Er det den samme?"

Jeg nikkede modvilligt. Harry sukkede højt og så tilbage på kæden.
"Du-du har den stadig." Det var ikke et sprøgsmål, selvom han lød spørgende, som om han havde regnet med noget andet.

Jeg nikkede igen uden at svare med ord. Jeg var bange for, hvad min stemme ville gøre, hvis jeg åbnede munden.

Harry var meget forvirret. Han lukkede øjnene og rystede på hovedet. "Men... Hvorfor?"

Så trak jeg på skulderne. "Ved jeg ikke. Jeg kunne ikke smide den ud, men jeg kunne heller ikke holde ud til at se på den, så jeg har haft den gemt væk i et smykkeskrin. Austin fandt den tidligere, og jeg lagde det i lommen, fordi vi var på vej ud af døren."

Harry nikkede. Så rakte han mig halskæden tilbage og den føltes varm, da den landede i min kolde håndflade. "Jeg kan godt forstå, du har haft den gemt væk. Jeg ville heller ikke kunne se på den, hvis det var mig."

Og så var Harry tilbage til at være den udtryksløse ligeglade fyr, jeg desværre havde vænnet mig til den sidste tid.
Jeg sukkede og prøvede at efterligne hans udtryk og ligegladhed.

Men min stemme skælvede og mine hænder rystede, da jeg ville låse hoveddøren op.
"Okay."

Jeg stod og makkede med låsen, men uanset hvor mange kræfter jeg  brugte ville den ikke åbne. Det måtte være kulde, der lavede numre med låsen.

Harry trådte til og skubbede mig væk med hoften, så han kunne dreje nøglen rundt. Låsen gav efter for hans styrke, og jeg spildte ikke et sekundt med at åbne døren. "Tak." Sagde jeg men mente det ikke.

Jeg var kommet ind og skulle lige til at smække døren i hovedet på Harry, da han satte en fod for døren og fulgte efter mig ind.

"Hvad tror du, du har gang i fister?" Snerrede jeg og stirrede olmt på Harry.

Hvem troede han, han var? Stå og være ligegyldig og kold overfor mig og så brase ind i mit hjem? Nej. Nej sådan julelege kunne han ikke lege med mig. Jeg ville ikke.

"Du er stadig fuld, jeg vil bare sikre mig, at du kommer sikkert i seng."

Jeg løftede øjnbrynene. "Så du vil simpelthen følge mig op ovenpå, vente til jeg har børstet tænder og skiftet tøj, putte mig under dynen og give mig et godnatkys på panden? Hvad er jeg, fem år?"

Harry ignorerede mig. "Skriv til Austin, at du er kommet sikkert hjem. Han vil sikkert gerne vide det. Det ville jeg, hvis jeg var ham."

Jeg sukkede og havde opgivet. Så lukkede jeg kulden ude og lukkede hoveddøren, hvorefter jeg hang min jakke op på en knage. Halskæden havde jeg stadig i hånden men lagde den tilbage i jakkelommen, hvor jeg håbede, at den denne gang ville blive der og ikke dukke op igen.

Jeg havde gået nok af den kæde for i dag.

Harry ventede på mig og fulgte mig ud i køkkenet. Han var lige i hælene af mig hele tiden, som en lille hundehvalp.

Jeg tog et glas vand og håbede, at det ville lindre tømmermændene i morgen. Jeg tilbød ikke Harry et. Han havde ikke fortjent min venlighed lige nu.

Så gik jeg ind i stuen. Mrs. Lewis havde sagt, at hun ville ligge og sove, når vi kom hjem fra festen, så jeg regnede ikke med at se hende inde i stuen.

Men det var hun. Hun sad i hendes sædvanlige stol med strikketøjet hvilende i skødet foran pejsen.
Hun sov. Hun havde lukkede øjne, hovedet lænet tilbage og munden halvåben.

"Mrs. Lewis?" Kaldte jeg. Jeg ville have hende op i seng. Det var ikke godt for en kvinde i hendes alder at sove i en dårlig stol.

"Mrs. Lewis." Prøvede jeg igen og tog fat i hendes hænder for at ruske lidt i hende.

Men så var det jeg mærkede hendes kolde hud. En iskold fornemmelse løb igennem min krop og jeg fik gåsehud. Jeg fik kvalme, vejrtrækningen blev uregelmæssig, og tårnerne væltede automatisk op i mine øjne.

Åh nej. Åh nej åh nej.

Så for Søren da!

Det er da ikke helt for godt. Gad vide hvad der nu sker 😏
Og forresten hvis I har savnet Harrys synsvinkel på det sidste så glæd jer til næste kapitel...

Hvad synes I så? Stem og kommenter, og så håber jeg, at I alle har en rigtig god søndag.

Knus