Under the same Sky

5️⃣7️⃣

"Richard. Jeg mener det, du behøver virkelig ikke komme. Jeg har det fint. Alt er fint."

Richard protesterede i mobilen. "Men Sky, jeg savner dig her hjemme i Amerika. Mange mange kilometer væk!"

Jeg sukkede og gnubbede min næse med to finger. "Richard. Jeg har det fint. Alt er fint. Du burde ikke bruge penge på flybilletter, men vente til jul, når du også kommer."

"Hm..." Brummede han stadig ikke enig i min beslutning.

Richard havde ringet, mens jeg var på cafe Costa, så nu stod jeg og gemte mig i personalerummet og prøvede at overtale ham til ikke at komme til England.

Åbenbart mente han, at der var "noget galt", og at han kunne "høre det på min stemme".

... Sikke noget pjat. Jeg havde det fint. Og den der forældrelige 6. Sans var noget vås. Jeg havde det fint.

"Richard. Please. Jeg vil gerne have dig på besøg, det vil jeg, men du kommer jo alligevel snart. Det bliver bare hårdt, hvis du kommer nu, rejser og kommer igen kort efter, for så at rejse igen."
Sagde jeg med en klump i halsen.

Nu havde jeg det ikke fint. Jeg savnede Richard så ufatteligt meget. Og savnede hans duft, hans kram, hans nærvær, hans ikke mobiliserede-stemme, ja selv duften af hans shampoo!

Jeg havde hjemve. Rigtig meget og jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage.

så sukkede Richard dybt og trak i land. "Sky... Skattemus. Please lad være med at græde, når jeg ikke kan trøste dig. Det skærer i mit faderlige hjerte."

Jeg rullede med øjnene og prøvede at stoppe tårerne fra at falde. Det lykkedes næsten. Men kun næsten.

"Jeg savner dig. Meget." Hviskede jeg med ru stemme og bed mig i læben for ikke at gå i opløsning af tårer.

"Åh bette skat, jeg savner også dig. Livet er lidt ensomt uden dig."

"Undskyld jeg rejste over på den anden side af havet. Det var sikkert ikke dit første valg, da jeg sagde, at jeg ville flytte hjemmefra."

Richard lo, og jeg lo. Eller prøvede. Det var en blandning af hulk og grin. "Nej det har du ret i. Hvis jeg kunne vælge var du flyttet ind i nabohuset ved siden af. Så kunne jeg se dig, når end jeg ville, og du ville blive irriteret på mig, når jeg hang op af dig døgnet rundt."

Jeg grinte igen, fordi han havde ret.

Der var stille mellem os i nogle minutter, og jeg fik i mellemtiden styr på mime følelser og tårerne havde stilnet af. Nu havde jeg kun en kæmpe hovedpine, en meget snottet næse og røde hævede øjne.

"Sky?" Spurgte Richard stille og roligt.

"Hm?" Svarede jeg, for jeg var bange for, at jeg ville græde igen, hvis jeg begyndte at snakke.

"Jeg håber, du ved, at din far ville være stolt af dig. Du bor alene i et andet kontinent. Det kræver mod og store nosser. Det har du. Du er blevet en selvstændig ung kvinde, og jeg er sikker på, at din far kigger ned på dig i dette øjeblik og tænker præcis det samme som mig."

Oh crap! De tårer altså...!

"Jeg er fandens stolt af dig." Afsluttede han, og jeg ville ønske, at jeg kunne krybe ind i hans arme og lade ham trøste mig og prøve at lade som om, at min far også krammede mig.

Men her var ingen. Her var jakker, tasker og tomme kaffekopper. Ingen kram, ingen Richard og ingen far.

"Tak Richard." Hviskede jeg, mens jeg så op på uret og opdagede, at jeg havde været væk længe nu.