Under the same Sky

4️⃣1️⃣

Tre dage var gået siden jeg havde indset mine følelser for Harry og blottet mig for ham, for så at løbe min vej fuldstændig knust.

Tre dage senere lå jeg så i min seng, stadig knust, og gemte mig for omverdenen.

Harry havde ikke ringet, selvom jeg havde meldt mig syg fra arbejde i går. Han var der også, så han kunne ikke undgå at bemærke min fraværelse.

Til gengæld havde resten af England. Lucy havde ringet, Richard, Austin og selv Nora, men da de alle spurgte ind til hvordan det gik, fik de alle det samme platte og løgnagtige svar; "jeg har det fint".

Hvilket som sagt, var så langt fra sandheden, at Pinocchio lignede en artig dreng i forhold til mig.

Men det kunne jeg ikke tage mig af lige nu. Alt jeg gjorde var at ligge i min seng, stirre ud i luften og prøve at overleve time for time på en eller anden måde.

Austin var også smuttet forbi en af dagene, da han havde fået at vide, at jeg var syg, også selvom jeg havde bedt ham om at holde sig væk fra mig, så han ikke blev smittet.
Faktisk ville jeg bare være i fred.

Men han kom alligevel. Og jeg var brudt sammen af tårer, da han igen smuttede.

Jeg kunne ikke lade være med at føle mig som en idiot, for hvis Harry ikke havde dumpet mig i går, så havde mig og Austin sikkert ikke været sammen i dette øjeblik.

Og tænk engang at jeg var villig til bare sådan at smide Austin væk frem for Harry. Og så sad jeg her 72 timer senere stadig var sammen med Austin.

Jeg følte virkelig, at jeg udnyttede ham. Og det ville jeg ikke. Men jeg kunne heller ikke slå op med Austin. Jeg havde stadig følelser for ham! De var måske ikke så store som dem jeg havde for Harry, men de var der, og i det lange løb, ville Austin gøre mig lykkelig.

Men indtil mit hjerte havde helet og kommet sig over Harry, ville Austin ikke kunne gøre mig så lykkelig, som Harry kunne.

Harry var den første præmie jeg aldrig ville kunne få, mens Austin var den anden præmie, jeg måtte nøjes med.
Det var måske hårdt sagt, især om ens kæreste, men jeg kunne godt pakke det ind i fint papir og bobleplast for ikke at såre nogen, men den slags fis kom man ingen vegne med.

Så jeg ville ikke slå op med Austin.  Han gjorde mig stadig glad. Jeg kunne virkelig godt lide ham, og vi havde det helt fint indtil Harry kom.

Og nu hvor Harry var ude af billedet kunne vi få det fint igen. Nemt nok. Sagtens. Ikke?

Plus. Austin var min dreng. Jeg kunne ikke bære at miste ham også. Jeg havde mistet Harry. At miste Austin også ville være enden for mig. Var det en egoistisk tanke? Måske. Var jeg fuldkommen ligeglad? Fuldstændig.

Min mobils ringetone fik mig tilbage til virkeligheden og ud af mit hoved, der snurrede med tanker og spekulationer. Og da jeg så Austins navn på displayet, kom jeg til at sukke. Ikke af længsel og kærlighed, men mere af irritation, for jeg orkede virkelig ikke Austin lige nu.
Eller faktisk orkede jeg slet ikke nogen mennekser overhovedet.

"Hej smukke. Er du stadig syg?" Spurgte han frisk og glad, så jeg blev misundelig.

Tænk at have det som Austin lige nu og ikke bare sidde på værelset og gemme sig under dynen som mig.

Så jeg holdt ved min syge-plan og lod dem alle forblive i troen om, at jeg var syg lidt længere. "Ja det er ikke så godt." Kvækkede jeg og forfalskede en hosten, så han virkelig kunne høre hvor slemt det stod til.

Austin sukkede medfølende. "Aw søde. Det er sgu noget træls noget. Skal jeg komme med noget til dig? Du har nærmest muret dig selv inde i tre dage. Mangler du noget?"