Under the same Sky

6️⃣8️⃣

Der gik en hen uge, før jeg så Austin igen. Og i den uge havde han hverken skrevet, ringet, besøgt mig eller spurgt ind til mig.

Han sagde, at vi skulle holde en "pause". Vi skulle have lidt tid hver for sig.

Men hvorfor føltes det så mere som, han havde slået helt op med mig og prøvede at gemme sig for mig?

"Hvad vil du se? Action eller død og ødelæggelse?" Råbte Harry inde fra stuen, mens han tjekke Netflix for film.

Imodsætning til no-show-Austin havde Harry været hos mig hele tiden. Alle dage. Han fik mig altid til at grine. Selv når jeg sad og kiggede på min tomme mobil og håbede at få en besked fra Austin, lagde han mærke til det og prøvede at distrahere mig.

Han var så sød. Jeg troede det ville blive underligt at bo under samme tag som ham, men på en eller anden måde virker det bare så normalt og rigtigt.

Og det er ikke alt han har gjort for mig. Han hjælper mig også hele tiden med at finde lejligheder og overtale Richard om at England er mit hjem.

Han siger, at han nok skal hjælpe mig med at få styr på mine ting. Men hver gang han siger det, får jeg et sus i maven, for Austin havde sagt, at jeg skulle få styr på det hele, før vi kunne være sammen igen. Men de problemer Harry mente, jeg havde -boligproblemerne- var ikke de samme som de problemer Austin mente, jeg havde som lød "hvem elsker du?".

Hvilket betød at jeg var ét stort problembarn, der ikke havde styr på en skid. Great.

Det vidste jeg egentlig godt i forvejen, men det er da godt nok blevet skåret ud i pap for mig.

"Komedie!" Råbte jeg tilbage til Harry. og han gryntede.

"Komedie." Sagde han og gjorde sin stemme lys for at efterligne mig. "Kedeligt."

Mikrobølgeovnen bibbede og vores popcorn var færdige. Jeg hældte dem over i en skål og satte mig ind i sofaen ved siden af Harry.

"Nå? Hvad blev det til?" Spurgte jeg og proppede munden med popcorn.

Harry trykkede play med en grimasse. "Romantisk komedie. Igen."

"Yes!" Grinte jeg og kastede en knytnæve op i luften. Jeg vandt!

Harry rustede bare med hovedet og tog en håndfuld popcorn. "Du er for meget."

"Hold op. Jeg er fantastisk, og du ved det." drillede jeg og grinte, men Harry grinte pludselig ikke mere.

Mit grin falmede. "Noget galt?" Spurgte jeg bekymret om, eftersom han pludselig ikke grinte med mig mere.

Ham rystede på hovedet. "Nej. Jeg er bare enig. Du er fantastisk." På en eller anden måde, var det som om, der lå en dybere meningen i ordene.

Jeg kunne ikke helt tyde, hvad det var. Men jeg rødmede alligevel, og min mave opførte sig igen mærkeligt.

Så snart filmen startede, blev vi stille. Og vi var stille i rigtig rigtig lang tid. Faktisk så lang tid, at vi slet ikke grinede ved de sjove steder. Men det var som om stemningen mellem os var tyk og anspændt.

Harrys arm hvilede op af min og vores hænder rørte næsten hinanden på sofaen. Der var næsten elektricitet mellem vores hænder og det sitrede i hele kroppen.

Det var umuligt for mig at følge med i filmen. Umuligt. Harry var alt for distraherende. Men mærkeligt nok, fik jeg på fornemmelsen at Harry måske havde det på samme måde, for han sad lige så mussestille som mig og rørte slet ikke på sig.

Jeg ville til at se op på ham, få øjenkontakt og tjekke om han følte det samme som jeg gjorde. Elektricitet, anspændt og ukoncentreret. Men Richard kom brasende ind i stuen, og vi hoppede nærmest en halv meter væk fra hinanden.