Under the same Sky

6️⃣6️⃣

Begravelsen varede længe. Længe nok til at jeg havde gået udendørs arealet fladt, gennemsøgt hvert et rum i forsamlingshuset og tjekket hver en centimeter, før det gik op for mig, at Austin var taget hjem.

Han havde sagt, at vi skulle tage noget tid hver for sig og efterladt mig ved mrs. Lewis' begravelse.

Men jeg var ikke sur på ham. Det var bedst for os begge to. At skulle se hinanden på afstand efter den samtale ville være for meget på en gang. Men det gjorde stadig ondt, at han var gået fra mig.

"Har du smagt vinen? Dødlækker." Hviskede en britisk accent i mit øre, og jeg snurrede rundt og så en smilende Harry stå med hånden for munden. "Ups. Begravelse. For tidligt til den slags jokes."

Jeg vendte mig væk fra ham og travede udenfor igen. Det var ved at blive mørkt, og der var tænkt fakler og små lamper rundt omkring for at holde stemmen hyggelig og holde på gæsterne mest muligt.

"Hey!" Harry var fuldt efter mig og greb mig i armen, så jeg vendte mig mod ham igen. "Undskyld. Dårlig joke. Total upassende. Kan du tilgive mig?" Han prøvede at få øjenkontakt, men jeg undgik.

Og hvad joken angik... Upassende ja. Sjov? En smule. Men det var slet ikke derfor, jeg gik fra ham lige før.

"Please Harry." Tiggede jeg. "Bare lad mig være."

"Nej."

"Please." Min stemme knækkede over, og Harry slap min arm. Jeg satte i løb og løb væk fra ham og lidt væk fra forsamlingshuset, indtil jeg nåede en lille sø og en bænk.

Jeg satte mig ned og forbandede mine tårer for endnu engang at melde sig til tjeneste. Hvorfor græd jeg hele tiden?! Jeg var så frustreret, ked af det og overvældet af alle mulige følelser, at det bare fik mig til at græde endnu mere.

Perfekt.

Harrys joke havde ikke noget med, hvorfor jeg stak af fra ham. Jeg orkede ham bare ikke lige i det øjeblik, når Austin lige havde sat vores forhold på pause og derefter efterladt mig til en begravelse.

Jeg havde ikke brug for mere drama. Jeg gad faktisk ikke engang at tale med nogen lige nu. Jeg ville bare sidde og have ondt af mig selv og græde.

Det var, hvad jeg ønskede. Guderne derimod ønskede noget helt andet, for da jeg hørte en gren knække bag mig, vidste jeg, at det var Harry, der var fyldt efter mig ned til søen.

"Gå væk Harry." Snøftede jeg og gemte ansigtet i hænderne.

Bag mig svarede han; "og efterlade dig her alene, grædende? Du kender mig vidst godt nok til at vide, at det aldrig ville ske."

Jeg hørte endnu en gren knække, og han havde taget et skridt tættere på mig. "Stop." Advarede jeg med grådkvalt stemme. "Bliv der. Lad være med at lomme tættere på."

Han lystrede og blev stående bag mig. "Okay."

Vi var stille i lang tid, og jeg græd for mig selv velvidende, at Harry var lige bag mig. Det var på en måde en trøst at vide, at han var der, men jeg ville stadig allerhelst bare være alene.

"Vil du fortælle mig, hvad det her går ud på?" Spurgte han.

Jeg rystede på hovedet og så ud over søen. Den var ikke så stor og meget rund. Vandet var grønt af alger, men der var ingen ænder eller åkander. Den så faktisk lidt Klammo ud. I det mindste var der tæer og blomster uden om søen, der fik den til at se lidt hyggelig ud. For vandet var da godt nok ikke just en drøm at bade i.