Under the same Sky

6️⃣3️⃣

"Hør drenge, jeg har det altså fint. I behøver ikke gå så tæt på mig." Klagede jeg, da vi gik ude på sygehusets parkeringsplads, efter jeg havde skrevet under på stakkevis af papirer om min udskrivning.

Både Austin og Harry gik helt op af mig på hver sin side, med hænderne fremme, som om de var klar til at gribe mig, hvis nu jeg skulle falde om igen.

Austin sendte Harry et hårdt blik, men Harry rullede bare med øjnene og lod som ingenting.

Vi skulle alle tre køre i Austins bil, -eller hans vens bil- eftersom Harry og jeg ankom med ambulancen.

Jeg glædede mig så meget til at være fanget i den blækspand uden nogen flugtmuligheder sammen med Austin og Harrys fjendskab hængende i luften, som en stor sky af negativitet.

Harry satte sig bagerst, og jeg satte mig foran, mens Austin kørte os.

Hvor han ville køre os hen, vidste jeg ikke, for han kunne ikke køre hjem til mig, eftersom mit hus sikkert var fyldt med politimænd, sørgende gamle venner til mrs Lewis.

Der var heller ikke plads i Austins lejlighed, da alle hans bofæller var hjemme. Desuden tror jeg ikke, at han ville have Harry ind i hans lejlighed.

Jeg var egentlig også ligeglad. Det hele var bare ligemeget. Når Richard kom, skulle jeg alligevel tilbage til Amerika, så indtil da, var jeg ligeglad, hvor jeg tilbragte mine sidste timer i England.

-----------------

Okay så.

Austin kørte os hen til det sidste sted, jeg nogensinde havde forestillet mig, han ville køre hen.

Han kørte os hjem til Harry!

Jeg sad og ignorerede den anspændte stemning i bilen, mens det langsomt gik op for mig, at jeg genkendte omgivelserne.

Jeg vendte mig da mod Austin; "Austin? Hvad laver du?"

Austin svarede bare kort, at Harry sagde, at han skulle køre herhen. Hvorfor Austin pludselig tog imod Harrys råd, eller i det hele tager lyttede til ham, vidste jeg ikke, men her var vi. I Harrys indkørsel.

Harry bankede ikke på døren men vadede lige ind og holdte døren åben for Austin og jeg.

"Vi er her!" Råbte Harry ud i huset og to sekunder efter, hørte jeg adskillelige hurtige fodtrin komme løbende.

"Hvor er hun?" Harrys mor kom løbende ind i køkkenet. Hun var så fuld af bekymring i hendes ansigt, og da hun fik øje på mig, omfavnede hun mig.

Jeg krammede hende tilbage og var glad for, at det var en almindelig krammer og ikke en af familien styles store bjørnekrammere.

Anne trak sig og strøg mig over håret. "Åh søde pus. Det gør mig frygtelig ondt."

Jeg prøvede at smile, men kunne se på den grimasse Anne lavede, at mit forsøg havde været virkelig dårligt.

"Sky?!" Gemma trådte ind i stuen og havde samme reaktion som hendes mor og omfavnede mig.

Det var et lidt akavet kram, da Anne stadig holdte om mig, da Gemma lagde armene om mig, så det var mere et gruppekram.

Harry rømmede sig, og pigerne gav slip på mig, men snakkede stadig i munden på hinanden med tørstende ord og om hvor kede af det de var på mine vegne.

Jeg stod egentlig bare og tog i mod det uden at vide, hvad jeg skulle svare. Jeg var stadig lidt chokeret over, at jeg var hjemme hos Harry.