Under the same Sky

4️⃣4️⃣

Savannah. Urgh! Den lede og alt for tynde pige var simpelthent forfærdelig!

I dag på cafe Costa, spændte hun nærmest ben for en af køkkendrengene, fordi hun ikke kunne lide hans hår.

Han hår!Hvad er det for noget?! Og at spænde ven for nogle?! Gik hun i første klasse eller hvad, hvem gjorde sådan noget?

Men ikke nok med at hun gjorde det én gang, men det skete hele to gange. Anden gang var det en kunde der var ved at snuble over sine egne fødder og jokkede direkte ind i et bord så kaffekrus faldt.

Selv bare synet af hendes skønhed spændte ben for folk. Alt ved hende var bare træls!

For så slet ikke at tale hvem der tørrede op efter kaffen på gulvet... Det gjorde jeg! Hvad retfærdigt var der i det?! INGENTING.

Uretfærdigt.

I det mindste skulede Lucy ondt af Savannah og kom mig til undsætning med klude og viskestykker. Lucy var uden tvivl min klippe her i cafeen. Uden hende ville jeg ikke overleve en time i Savannahs nærvær.

"Hey Sky?" Savannah kom hen til mig med vuggende hofter og håret bølgende fra side til side.

Jeg stod og vaskede kopper op i hånden ved en håndvask der stod ved siden af opvaskemaskinen bag skranten. Da Savannah kom hen ved siden af mig og snuppede et hviskestykke og begyndte at tørre mine vaskede kopper, stod jeg med store øjne og stirrede mistroisk.

Stod hun og hjalp mig?

"Hej Savannah." Svarede jeg hende høfligt, selvom hun efter min optik ikke fortjente høflighed.

Et los bagi passede bedre.

Hun smilede falsk og tog endnu en våd kop op med hviskestykket. "Jeg tænkte på noget."

Nå det måtte da være første gang. Hurra!

"Jeg hører, at du går til kampsport."

Af ren og skær chok tabte jeg den kop, jeg var i gang ved at vaske, så vandet skvulpede over.

"Ew! Pas dog på din klovn!" Skreg Savannah og rullede øjnene helt om i baghovedet, mens hun hidsigt tørrede de få dråber væk, der måtte have ramt hende.

Efter jeg havde taget mig sammen, fortsatte jeg hvor jeg slap og fortsatte også på samme måde med min høflige tone overfor Savannah. "Du hører rigtigt."

"Nej er det rigtigt! Harry fortæller også, at du er rimelig god. Og at du har en pokal og det hele."

"Harry?" Spurgte jeg og fik en klump i halsen.

Savannah så forvirret ud. "Um ja? Du ved nok superlækker fyr, sådan nogle som dig kun kunne drømme om at få."

Jeg lod hendes nedladende kommentar passere. Vi vidste begge to, at jeg havde været sammen med Harry på flere måder, end hun nogensinde ville.

Jeg kiggede hurtigt efter Harry og fandt ham sammen med Mike over ved et bord i hjørnet af cafeen. De havde begge pause og sad og spiste nogle rester fra dagen før, der var hentet ude fra køkkenet.

Knuden forsvandt i samme øjeblik mine øjne fandt på Harry. Hele hans udstråling var beroligende på mig. Når Harry var her, kunne intet dårligt ske, bildte jeg mig selv ind.

Ikke engang selvom Savannah stod lige ved siden af mig. Harry var her jo. Alt var godt.

For ikke at vise min jalousi overfor Harrys opmærksomhed mod Savannah -selvom jeg godt vidste at Harry var høflig og ikke oprigtig interesseret, da Harry næsten hadede Savannah lige så meget som jeg selv- svarede jeg hende med min mest ligegyldige stemme jeg kunne præstere.