Under the same Sky

3️⃣8️⃣

"Jeg fatter stadig ikke, at du lader mig i stikken for at hænge ud med Harry!" Gryntede Austin muggent, mens vi sad i bilen på vej ud til harry.

Jeg morede mig over Austin. Lige siden jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne være sammen med han i dag, fordi jeg allerede havde planer med Harry, har han opført sig som en lille dreng, der ikke fik sin vilje.

Det var så dumt og barnligt at høre på. Men mega sjovt. Han sad nærmest og surmulede og skabte sig. Jeg havde aldrig set ham sådan før!

Jeg grinte af ham og lagde min hånd på hans knæ for at trøste ham lidt. "Jeg er ked af det, men Harry spurgte altså først." Jeg trak op skulderne og smilte undskyldende.

Austin svarede ikke men kiggede bare ud gennem ruden. Nu var han også tøsefornærmet! Amen hvad gik der af ham?!

"Austin hvad er det med dig?" Grinte jeg igen og prøvede at lokke ham til at se på mig i to sekunder. Men vejen -der var tom af biler bortset fra os- var åbenbart meget interessant og krævede alt hans opmærksomhed.

Tænk hvis nu der løb et egern over vejen! Så skulle han jo være forberedt og nå at bremse i tide.

"Ingenting."

Jeg pressede på. Han fik ikke liv til at slippe så let. Ikke før han fortalte mig, hvad der gik af ham! "Hør nu Austin. Du opfører dig som et lille barn. Er der noget i vejen?"

"Noget i vejen? Nej alt er fint. Altså lige bortset fra, at min kæreste hellere vil være sammen med hendes ven end sin kæreste." Gryntede han igen og vendte tilbage til at være stille og muggen.

Men hov... Var han. Nej det kunne ikke passe. Ikke min Austin. Han var alt for åbensindet og sød til at være... Men hvad skulle ellers være forklaringen?

"Sig mig..." Jeg blev straks alvorlig og droppede den lette drillende tone. Det her var alvorligt! "Er du... Er du jaloux Austin?"

Men Austin brød ud i et stort lattersudbrud og det var lige før, at han græd af grin. "Jaloux. På Harry? Gud Sky, hvorfor siger du det?"

Rundt om hjørnet dukkede Harrys hus frem, og jeg havde ikke mange minutter til at gøre samtalen færdig, selvom jeg faktisk gerne ville vide med sikkerhed om Austin virkelig var jaloux. Det lignede ham overhovedet ikke at være det, og det var også derfor jeg tog det så alvorligt.

Hvis Austin var jaloux, måtte jeg gøre noget forkert, der gav ham en grund til at tro, at der var noget at være jaloux over.

Og det betød måske også, at Harry troede, at der var noget for Austin at være jaloux over.

Men det var der ikke. Ikke mere ihverfald. Ikke efter Harry og jeg var blevet venner. Sådan for alvor.

"Austin." Sagde jeg i en lidt blødere stemme og prøvede at lokke han til at se på mig, efter han havde kørt ind i Harrys indkørsel og parkerede.

"Austin." Prøvede jeg igen. Han rykkede hovedet i min retning men så mig ikke i øjnene. Jeg sukkede. Bedre blev det nok ikke.

"Hør her-" startede jeg ud og lagde en hånd på hans kind og tog hans ene hånd i min frie. "-jeg vil gerne være sammen med dig i dag. Især efter dine sene vagter de sidste par dage. Jeg savner dig. Men hvilken ven ville jeg være, hvis jeg aflyste for at være sammen med dig?"

Endelig fik jeg han til at se på mig og da han gjorde, faldt jeg endnu mere for ham. Det eneste jeg så i hans blå blå øjne, var nemlig forståelse og kærlighed og ikke vrede og jalousi.

Den dreng altså. Aldrig havde jeg mødt en med sådan et stort hjerte og så stor medfølelse for andre mennesker.

"Kom her." Mumlede jeg, lige inden jeg trak ham nærmere og forenede vores læber i et kys.